EMNER

Landmænd har haft det bedste år længe

Til gengæld er udsigterne for 2007 kedelige ifølge Landbo-foreningen Nordthy THY-HANNÆS: - 2006 blev et af de bedste år længe for dansk landbrug og især for de produktionsgrene, som vi har flest af her i Thy. Med disse ord indledte formanden for Landboforeningen Nordthy"s økonomiudvalg, Søren Overgaard, Hillerslev, sin beretning på årsmødet mandag aften på Hotel Vildsund Strand. God notering Svineproducenterne har haft en god notering og billigt foder. Mælkeproducenterne har haft stigende ydelse, god slagtepris og en afkoblet støtte, som kan ses på bundlinjen. Planteavlerne i Thy havde heller ikke de ringeste udbytter i 2006, og har man ikke solgt det hele i høst, bør det også se fornuftigt ud. - Og når så pelsdyrpriserne også ligger i top, er der ikke meget til hinder for at økonomien i landbruget i vores del af landet kommer ud med pæne tal. Og det gælder for alle ejendomsstørrelser. Fugleinfluenzaen Søren Overgaard nævnte som årsager til de gode resultater bl.a. fugleinfluenzaen, mund- og klovsyge i Brasilien, øget købekraft hos forbrugerne i mange lande og den lave rente. Men det vigtigste for at opnå et godt resultat er den dygtighed, som landmanden selv, familien og medarbejderne udviser i hård konkurrence med kolleger fra både nær og fjern i den globale verden, som vi er en del af. - Men selv om vi er dygtige til at drive landbrug, er det ikke alle, der kommer lige nemt igennem året, sagde Søren Overgaard, der om betingelserne for at opnå succes citerede direktør Flemming Østergaard, FCK, for tre grunde: management, management og management. Og management kan være flere ting udover naturligvis at få produktionen op i højeste gear og kvalitet samt pris. Det er også at skaffe sig nogle dygtige medarbejdere og gøre dem tilfredse, så de bliver på gården. Samt at sørge for den rigtige finansiering til rigtig pris. Pil nedad Søren Overgaard berørte kort prognoserne for 2007, hvor ”tallene ser lidt kedelige ud, og jeg håber heller ikke, de kommer til at holde stik”. Men med en rentestigning på over én procent, og når så priserne for mælk og svinekød har pil nedad, vil følgerne kunne mærkes i 2007. Med en finansieringsstrategi, som på forhånd har taget højde for rentestigningen, bør det ikke blive et problem. Søren Overgaard omtalte økonomikontorets rådgivning af landmænd, der har valgt at investere i andet end landbrug, f. eks. aktier, ejendomme, vindmøller og Østeuropa. Disse investeringer har de seneste år beløbet sig til i alt over en halv milliard kr. God oplevelse Det har for de fleste været en god oplevelse at prøve at investere uden for sit eget landbrug, især fordi mange har tjent på det, men også fordi man ved at investere i andre erhverv får et indblik i andre former at drive virksomhed på. Fra afslutningen af arbejdet i Globaliseringsrådet nævnte Søren Overgaard konklusionerne, at dansk landbrug står stærkt, fortsat er et meget betydende erhverv, som hidtil har formået at have et forspring i forhold til konkurrenterne, men med det videnflow og den logistik, der med moderne teknik flyder over landegrænserne i dag, står erhvervet med en kæmpe udfordring for at fastholde og styrke positionen. Naturlig udvikling Landbruget i Danmark er og vil også fremover være et vigtigt og spændende erhverv, som hele tiden skal og vil forandre sig i samklang med det øvrige samfund. Derfor er det også en naturlig udvikling, at dette årsmøde kan blive det sidste i Landboforeningen Nordthys regi, hvis det den 28. februar vedtages at samle de to landboforeninger i Thy i én. @Byli.9.special.bund:Af Anders Skjødt thisted@nordjyske.dk