Landmænd kan score kassen

Kommunal beslutning afgørende for, hvem der kan tjene på møller

Lokalpolitik 13. november 2011 09:00

FREDERIKSHAVN: Et par landmænd har indtil for nylig stået til at score den store gevinst, hvis kommunen står fast på planerne om at udlægge et vindmølleområde syd for Understed. Men det kan være, at møllefundamenterne havner på den "forkerte" side af skellet - hos naboen og forgylder ham i stedet. Henning Nielsen, der bor på Karupvej i Understed, får måske to møllefundamenter på sin jord. Han fortæller, at energiselskabet Vattenfall har garanteret ham 1,25 mio. kr. pr. fundament. Men Vattenfall og deres lodsejere bliver måske overhalet indenom af udviklingsfirmaet Dansk Vindenergi i Tylstrup. Dansk Vindenergi har skruet en alternativ plan sammen med tre 3 megawatt møller i stedet for de fem 2,3 megawatt møller, som Vattenfall opererer med i sin plan. Det vil betyde, at nærmeste mølle kommer til at stå 1,5 km fra Understed mod 1 kilometer i Vattenfalls forslag, Opstillingsmønstret i Dansk Vindenergis plan er udlagt, så firmaet kan gå helt uden om de landmænd, som Vattenfall allerede har lavet aftaler med. I stedet kan de tre møller placeres hos gårdejerne Finn Nielsen og Jan Madsen. Mølleudviklerne går diskret til værks. Henning Nielsen anede ikke noget om Dansk Vindenergis samarbejde med hans naboer, da NORDJYSKE kontaktede ham. Selv blev han for flere år siden kontaktet af Ny Vindenergi, Nykøbing M. Selskabet havde spottet mulighederne for at placere store vindmøller hos Henning Nielsen og naboen Flemming Gadensgaard. Selskabet fik tinglyst rettigheder til møller på de to ejendomme mod at udvikle et projekt. Siden kom selskabets direktør Lise Nørgaard til Vattenfall og rettighederne til møllefundamenter hos de to landmænd fulgte med. Vattenfall har dog også forhandlet om rettigheder til fundamenter hos andre lodsejere i området. De to planer, der nu ligger for området ved Understed, udelukker hinanden. Om det bliver den eller den anden - eller slet ingen - afgøres af byrådet, formentlig i december eller januar. Forinden skal den nye kommunale vindmølleplan og indsigelserne imod den behandles i plan- og miljøudvalget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...