Landmænd: Kritik af Miljøministeriets vandplan er bekymrende

Statsrevisionens hårde kritik af Miljøministeriets vandplaner finder de danske landmænd både fair og præcis.

Det er en meget berettiget kritik, som Statsrevisionen i dag kommer med.

Sådan lyder det fra direktør i Landbrug & Fødevarers erhvervsorganisation, Flemming Nør-Pedersen, efter Statsrevisorer onsdag udtaler kritik af Miljøministeriet for fortsat ikke at have gennemført vandplanerne.

En kritik, som organisationen ifølge direktøren, har fremsat siden 2010.

- Det er en meget præcis og meget hård kritik af Miljøministeriets vandplaner. Det er meget bekymrende, at de vurderer, at det fortsatte arbejde med vandplanerne er risikofyldte, siger Flemming Nør-Pedersen til Ritzau.

Statsrevisorerne kritiserer samtidig Miljøministeriets arbejde med første generation af vandplanerne.

Ifølge dem tog vandplanerne udgangspunkt i et "usikkert datagrundlag om vandområdernes tilstand", og derfor er vandplanerne blevet forsinket, da grundlaget måtte rettes til flere gange.

Forsinkelser, som har ført til, at EU-Kommissionen både i 2011 og 2014 har indbragt Danmark for en EU-Domstol.

Kritikken af arbejdet med første generation af vandplanerne bakkes op af Landbrug og Fødevarer.

- Man bliver nødt til at tage et opgør med det dårlige grundlag, der var for første planperiode, for ikke at bære det med ind i anden planperiode, siger Flemming Nør-Pedersen

Direktøren håber, at kritikken fra statsrevisorerne nu vil få Miljøministeriet til at starte forfra med opbyggelsen af vandplanerne.

- Miljøministeren og Folketinget må nu påtage sig at få udviklet et fagligt grundlag og modelarbejde, som man kan bygge vandplaner på, siger han.

Den nyligt indsatte miljøminister, Kirsten Brosbøl (S), erkender at forløbet har været uskønt og lover at ændre proceduren for arbejdet med vandplanerne.

- Jeg vil sørge for, at anden generations vandplaner bliver til på en anden og mere inddragende måde end de første, siger hun i en kommentar til Ritzau.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.