Landmand anmeldt for dyrplageri

En familie på søndagstur så en ko gå ude på en mark i regnvejr, det syntes de var så synd for koen, at de anmeldte landmanden for dyrplageri.

Dyreværnsfolk rykkede på grund af anmeldelsen ud til landmanden, men på gården viser det sig, at koen bliver passet på den bedst mulige måde. Gården har et topmoderne stadanlæg med aircondition og varme i gulvet. Koen vil bare hellere stå ude i regnvejret, skriver JydskeVestkysten. - Den slags grundløse sager hører vi meget tit om, siger Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening til JydskeVestkysten. Han oplever ofte, at byboerne ikke helt forstår, at et dyr ikke er et menneske. - Den store politiske fokus på dyrevelfærd har virkelig rokket ved vores tankegang. Dyrene bliver passet meget bedre i dag, end da jeg voksede op på landet. Men byboer har stadig et idyllisk billede af, hvad der et godt dyreliv er. Mange ved ikke, at dyrene gerne må gå ude, så længe de har adgang til foder, vand og læ, og at dyrene ofte vælger at gå ude i rigtig møgvejr, selv om de har muligheden for at gå ind. En ko fryser ikke som os, siger Claus Christensen. Hos Dyrenes Beskyttelse er de glade for, at folk er blevet mere opmærksomme på vanrøgt af dyrene. - Hellere anmelde en gang for meget, end en gang for lidt. Så må vi leve med de grundløse sager, siger Jens Svenningsen, Dyrenes Beskyttelse til JydskeVestkysten.