Landmand nægter vanrøgt af kreaturer

54-årig ejer af 103 slagtede dyr står uforstående overfor bødekrav på 35.000 kroner

Retspleje 1. maj 2003 08:00

NØRAGER: - Der var rent svineri, det kalvenene gik i ved vores kontrolbesøg i stalden 6. januar og ikke dybstrøelse, som landmanden selv påstår. Tonen var skarp fra veterinærchef Per Schaap, da han i går blev afhørt som vidne i retssagen mod en landmand fra Nørager Kommune, der i begyndelsen af januar efter påstand om vanrøgt fra myndighedernes side allerede to dage efter kontrolbesøg fik tvangsslagtet 103 af 119 fedekreaturer på Aalestrup Eksportslagteri. Inden veterinærchefen satte sig i vidneskranken, havde anklager, vicepolitimester Phillip Pagter, opridset hele sagsforløbet om vanrøgt af de mange dyr og manglende øremærkning og registrering af en stor del af fedekreaturerne i Fødevareministeriets centrale husdyrregister (CHR). Oven i det kom, at landmanden i flere år ikke har fået foretaget de lovpligtige årlige blodprøver af sin besætning for kvægsygdommen BVD. Fra anklagerens side var der krav om en bødestraf på 35.000 kroner samt betaling af sagsomkostninger. Det er udgifter i forbindelse med at indfange en stor del af dyrene på markerne over to dage og transporten til slagteriet i Aalestrup, indkøb af foder og til forsvarsadvokat. Både bøden og sagsomkostningerne ønskede anklagemyndigheden dækket ind ved at tilbageholde dem i nettoprovenuet fra slagteriet på godt 226.000 kroner, penge som politiet indtil videre har tilbageholdt. Årelang strid Anklagen om vanrøgt og manglende lovmæssig mærkning og registrering af sine kreaturer er en seks år gammel strid mellem den 54-årige landmand og myndighederne. Utallige gange har dyrlæger fra Fødevareregion Nord i Aalborg været på kontrolbesøg på gården og indskærpet over for landmanden, hvordan han hurtigst muligt skulle få øremærket sine dyr og registreret hos myndighederne samt få foretaget de lovpligtige blodprøver og skabe forhold for sine fedekreaturer, så de ikke led fysisk overlast på grund af manglende foder og regelmæssig klovbeskæring. Alligevel havde landmand ifølge veterinærchef Per Schaap ikke efterkommet de stillede krav, hvilket undervejs havde fået myndighederne til at udstede et totalt forbud mod salg og slagtning af gårdens kreaturer overhovedet. En telefonisk anmeldelse om vanrøgt fra en hestehandler 5. januar i år til Hobro Politi var baggrunden for veterinærchefens kontrolbesøg dagen efter. Et besøg, der resulterede i politimesterens krav om slagtning af 103 af gårdens 119 kreaturer. Ejer: - ikke vanrøgt Landmanden selv benægtede, at han på nogen måde havde vanrøgtet sine dyr. Eneste punkt i anklageskriftet, han kunne erkende, var manglende øremærkning af nogle af kreaturerne. Hans forsvarsadvokat, Jan Poulsen, protesterede også over den drastiske beslutning om at slagte de mange dyr med så kort varsel i stedet for at give hans klient en chance for at for at etablere lovpligtige læforhold for vind og vejr for de 48 kreaturer på marken om vinteren. Ud over veterinærchef Per Schaap nåede anklagemyndigheden kun at afhøre et vidne mere, en dyrlæge fra Nørager Dyrehospital, omkring hans baggrunden for at have aflivet en kvie på landmandens mark for godt et år siden midt på vinteren, fordi den ikke kunne rejse sig. De to sidste vidner, to dyrlæger tilknyttet Fødevareregion Aalborg, måtte af tidsmæssige grunde aflyses og sendes hjem. Sagen mod den 54-årige landmand bliver på grund af travlhed hos byretten i Hobro derfor først gentoptaget engang sidst i maj eller begyndelsen af juni måned, hvor sagen forventes optaget til dom.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...