Landmand smed vand efter dyrlæge

Veterinærvirksomhed 28. september 2002 08:00

VEJEN: Gårdejer Jørgen Christensen fra Læborg ved Vejen, der er kendt for ikke at ville mærke sine kreaturer, lægger ikke skjul på sin foragt for myndighederne, og nu er han også dømt for vold mod tjenestemand i aktion efter at have kastet beskidt vand mod en dyrlæge. Retten i Holsted idømte ham 14 dages fængsel, men de blev gjort betinget. En dom, der i øvrigt faldt på mandens 71-års fødselsdag. Siden hans kreaturer i fjor blev tvangsmærket, er yderligere omkring 40 dyr kommet til, og sammen med politiet var en dyrlæge fra Fødevareregion Esbjerg for nogle måneder siden på uanmeldt besøg på hans ejendom. Det besøg fik gårdejeren til at kaste en spand grumset vand efter dyrlægen, men dyrlægen sprang væk, så han kun blev ramt meget lidt, men det var en opførsel, der fik politiet til at lægge gårdejeren i håndjern. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...