Retspleje

Landmand tabte i Østre Landsret

LØGSTØR:En tidligere økologisk landbrugsvirksomhed ved Løgstør har tabt en erstatningssag i Østre Landsret mod Fødevareministeriet. Og det er en sejr for den økologiske branches troværdighed, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Landbrugsvirksomheden Aggersborggaard havde forlangt over 250.000 kroner i erstatning i tabt omlægningsstøtte til økologi, efter at Fødevareministeriet i 1999 inddrog autorisationen til virksomheden til at drive økologisk landbrug. Inddragelsen skyldtes misrøgt af dyr, som landbrugsvirksomheden er dømt for ved Vestre Landsret. - Økologien er helt afhængig af forbrugernes tillid. Derfor er det afgørende, at vi hurtigt får tilbagekaldt autorisation, når dyr vanrøgtes. Forbrugerne skal vide, at der ikke sælges økologisk kød fra dyr, som har levet under så dårlige forhold, siger fødevareministeren. Landbrugsvirksomheden står nu ifølge Fødevareministeriet til at skulle tilbagebetale 600.000 kroner i modtaget omlægningsstøtte. Dommen kan dog ankes til Højesteret. /ritzau/