Landmandsliv i Flade

Birthe Tellefsen, der trådte sine barnesko i Flade, skammer sig over Sognefogedgården

Carl Åge Østergaard
(gårdene)
Flade 20. september 2006 06:00

FREDERIKSHAVN: En lille pige sad på sin mormors eller farmors skød og lyttede med, når der blev holdt aftengilde i Flade og konerne udvekslede sidste nyt fra landsbyen. Hun hed Birthe. Små krukker har som bekendt også ører. Det havde de også, da Birthe Tellefsen, født i 1939, var lille. Så hun var tidligt velorienteret om tidens glæder og bekymringer og om menneskenes dyder og laster i landsbyen ved indkørslen til Frederikshavn. Hun var også med til aftengilderne hos Peter og Karen på Sognefogedgården, men gilderne der var anderledes end gilderne på de andre gårde. På de fleste gårde kom kortene frem, når gæsterne havde spist. - På Sognefogedgården snakkede man i stedet, husker Birthe. Og der var nok at tale om, for 40’erne var en grum tid, og Flade lå tæt på den tyske flyveplads. Aftengilderne Birthe husker, hvordan Anna, der boede i et hus på Flade Engvej og tit arbejdede hos hendes morfar pludselig kom på sygehuset. Men konerne talte ikke højt om hvorfor. Først lang tid senere hørte Birthe fra sin far den rædselsvækkende historie om, hvordan Anna blev voldtaget og mishandlet af russere, der var i Frederikshavn som tyske hjælpetropper, og hvordan hun bagefter slæbte sig over til naboen efter hjælp. - Ved gilderne på Sognefogedgården sad konerne i den pæne stue, hvor petroleumslampen blev tændt. Mændene blev siddende i dagligstuen, fortæller Birthe. - Men tit begyndte konerne at nikke over deres appelsinvand, husker Birthe, De havde jo, været tidligt oppe for at passe deres i køkkenet og måske også i stalden, og de havde slet ikke tid til at sove til middag. I stuen hos mændene var der mere livligt, og stemningen steg yderligere ved 23-tiden, når der for anden gang kom mad på bordet: Smørrebrød med øl og snaps, mere snak og grin og kaffe og kage. - Karen bagte de lækkereste kager, husker Birthe. På Sognefogedgården sluttede gilderne tidligere end på de andre gårde og bagefter fulgte Birthe i bælgmørket med sin farmor de få skridt hen til Munkegården, hvor hendes farmor og farfar boede, eller til Gaden, hvor hendes mormor og morfar boede. Munkegården lå der, hvor Falck-stationen nu ligger, og Gaden, hvor Silvan ligger. Begge gårde brændte i 60’erne. Der ligger stadig en gård med navnet Gaden ved Hjørringvej, men den har ikke noget med Birthes morfar og mormors gård at gøre. Ligesom Munkegården ikke har noget at gøre med ”gården, hvor Munk’erne boede,” og som bl.a. denne avis er kommet for skade at kalde Munksgård. ”Gården hvor Munk’erne boede” - brødrene Hans, Werner og Hermann og deres forældre Ingeborg og Chr. Hansen Munk - lå klos op mod Sognefogedgården, indtil kommunen lod den navnløse gård rive ned sidste år. Pas på Sognefogedgården - Nu er de fleste af gårdene fjernet, men for mig var de en lige så vigtig del af det gamle Frederikshavn som husene i Fiskerklyngen og det gamle Bangsbostrand, siger Birthe Tellefsen. - Flade havde en anden kultur, en bondekultur, for Flade har altid været bondeland, og bebyggelsen var speciel ved at gårdene lå i en række. Birthe skammer sig over, at perlen blandt de gamle Flade-gårde, Sognefogedgården, ser ud, som den gør. Haven bliver ikke holdt, ruder i udhusene er blevet smadret og taget skriger på maling. - Det er for dårligt. Her har man et stykke kulturhistorie, og så bliver græsset ikke slået, funderer Birthe Tellefsen. Hun er bekymret over udsigten til, at også Sognefogedgården bliver revet ned, når dens bestyrelse ikke har flere penge at tage af. - Jeg synes, kommunen og bestyrelsen burde finde en løsning. Jeg er sikker på, at der ville komme mange flere besøgende, hvis Sognefogedgården blev mere tilgængelig. Nu bliver man mødt med et skilt, hvor der står ”lukket på grund af personalemangel”. De rare søskende Birthe husker tydeligt de to søskende, Peter og Karen, som havde Sognefogedgården, og også deres mor. - Jeg kan stadig se hende ligge i alkoven, engang jeg var med min farmor på Sognefogedgården. Vi havde suppe med til hende. Det var noget særligt for en lille pige at komme med farmoderen til Sognefogedgården. - Der var så anderledes, også dengang. De andre gårde havde elektrisk lys og vandhane i køkkenet. På Sognefogedgården brugte de petroleumslygter, og der var ikke engang en vask i køkkenet. - Og så Karen og Peter var de rareste mennesker, man kan forestille sig. De var ikke fattige, slet ikke. Birthe har fået fortalt, at deres far ved sin død overlod dem en konvolut med penge til et nyt stuehus. Men Karen og Peter havde altid boet på Sognefogedgården. De havde ikke engang været ude at tjene. De faldt ikke for fristelsen til at flotte sig med et nyt hus’ bekvemmeligheder. Peter og pengene Peters sparsommelighed var legendarisk. - Han havde et sæt pænt tøj af vadmel. Det var blevet grønt af ælde, men han brugte det alligevel. Til hverdag gik han med gummistøvler om vinteren og om sommeren med et andet par, som skafterne var klippet af. Da mejeriet Fladstrand begyndte at lave yoghurt, gik Peter hen og hentede de frugtrester, som ellers gik til spilde. Og resterne var ikke til dyrene. Karen holdt får og kartede og spandt stadig selv ulden i 40’erne. Hun var sirlig med sit hjem og med sig selv. - Jeg kan stadig huske hendes stivede forklæder, fortæller Birthe Tellefsen, Men søskendeparret var også udadvendte mennesker, som absolut ikke faldt i med tapetet i deres egne lavloftede stuer. Den ugifte Karens bedste veninder var en gruppe diakonisser, som tit kom på besøg inde fra byen. Peter eksperimenterede med fotografering. Han byggede selv fotografiapparater og tog forskud på mekaniseringen af landbruget ved selv at lave små forbedringer af de få maskiner, som fandtes i landbruget i 40’erne. - Han havde lune. Han var en skæg fætter, og så hilste han altid på mig, selv om jeg kun var et barn. Han var så kær, fortæller Birthe Tellefsen om den sidste bonde på Sognefogedgården.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...