EMNER

Landsby atter ramt af hærværk fra fulderikker

En bil og et hegn blandt ofrene for krogæsters hærgen

VEGGER:Det har sin pris at have en populær kro som nabo. Det fik beboere i storkebyen endnu en gang at mærke, da der i løbet af lørdagen viste sig at være begået hærværk to steder tæt på kroen. Hærværk, der begge daterer sig til fredag nat, hvor gæster, der ikke har styr på sig selv, driver rundt, mens de venter på at blive hentet i taxa eller andre biler. Værst gik det ud over en personbil, der stod parkeret i nærheden. Den fik kastet to røde krukker på sig af indtil nu ukendte gerningsmænd og må en tur på værkstedet for at blive køreklar igen, til ejerens store ærgrelse. Et træhegn, der ikke ser ud til at have provokeret mere end ved blot at stå hvor det stod, led også en del overlast samme nat. Flere af træstykkerne i hegnet var simpelt hen knækket og brækket, så her venter der også et træls stykke reparationsarbejde for husejeren. - Vi ser desværre tit, at der er nogle af gæsterne derude, der ikke kan styre sig. Vi kan godt forstå hvis der er folk i Vegger der er trætte af det, konstaterede den vagthavende hos politiet i Løgstør mandag morgen.