Landsby-børn tager til Suldrup

Kirketerp 4. september 2002 08:00

SULDRUP: I Sønderup og Kirketerp tales der meget om at bevare de små skoler som en vigtig del af den lokale identitet. Men når det kommer til landsbyernes børnehaver ser man tilsyneladende meget anderledes på det. Det er blandt de fakta, man kan læse mellem linierne i børnepasningsrapporten. Hvor pasningsprocenten i Suldrup Skoles distrikt ligger astronomisk højt over alle de andre, passes ikke meget mere end halvdelen af de 3-5 årige i Kirketerp og Sønderup i deres hjemby. Helt præcis har børnehaven i Suldrup en pasningsprocent på 142, altså næsten halvanden gange flere end der bor i distriktet. I Kirketerp passer man til gengæld kun 63 procent af sine børn i børnehave-alderen, mens man i Sønderup kun ligger lidt over den dækning med 70 procent. Om det skyldes praktiske hensyn til forældrenes arbejde, utilfredshed med lokale børnehaver eller simpelt hen, at forældrene mener, at det gavner deres små at være blandt flere børn og i større forhold, nævner rapporten ikke noget om. Holder rapportens prognose, så falder pladsbehovet i Kirketerp med små 40 procent til kun 19 pladser i 2006. I Øster Hornum ventes et fald på godt 25 procent i samme periode, men dels passes mange flere børn her - 74 pladser - dels er belægningen noget højere med 87 procent. I Aarestrup, hvor man har den anden-mindste børnehave i kommunen, passes 85 procent (24 pl.) af skoledistriktets børn. I Støvring By passer man 99 procent (322 pl.) af byens børn i deres eget distrikt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...