EMNER

Landsby frygter rockeres huskøb

Rockeres mulige planer om at købe hus midt i den idylliske landsby Fjellerad syd for Aalborg har skabt panik blandt byens 350 indbyggere.

Der er indkaldt til borgermøde i eftermiddag, kun to dage efter, at en genbo observerede en ejendomsmægler gå rundt med unge, som blev genkendt som personer med rockerrelationer. Aktive borgere uddelte i går løbesedler med indkaldelse til hastemøde, og mødet i eftermiddag vil med stor sandsynlighed ende med fælles fodslag om borgerkøb af det ledige hus. Der er tale om et nedlagt smedeværksted i byen, som Aalborg Politi bekræfter, rockergruppen Bad Guys fra Kongerslev tilsyneladende er interesseret i at overtage. Men på gaden i går i Fjellerad var der enighed om et massivt nej til rockere i byen. - Det er nu og ikke på mandag. Så er det måske for sent, siger to af de udfarende bag hastemødet, næstformand i skolebestyrelsen Vivian Nøhr Thomsen og leder af byens junior- og ungdomsklub, Hanne-Lene Jakobsen. Prisen for huset er 375.000 kr. med en udbetaling på 20.000 kr., men lige hvad byen kan bruge huset til, er uafklaret. I forvejen har byen skolen som mødested og den lokale kulturbærer. Politiinspektør Jørgen Hoxer understreger, at ordensmagten ikke kan forhindre Bad Guys i at købe smedeværkstedet i Fjellerad, men han opfordrer landsbyens beboere til aktivt at kæmpe imod. Hen henviser til landbyen Vive, hvor det for nogle år siden lykkedes lokalbefolkningen at købe det gamle forsamlingshus for næsen af en rockerstøttegruppe. - Hvis det lykkes Bad Guys at overtage huset i Fjellerad, er det op til borgerne at gå til politiet, hvis de følger sig chikaneret på den ene eller anden måde. Vi lever jo af anmeldelser, siger Jørgen Hoxer.