Aalborg

Landsby i tynd bus-tråd

Nærbanestation kan klemme liv ud af Støvrings omegnsbyer

ØSTER HORNUM: Byens livline er ikke en lang rød tråd. Den er kort, blå, oser af diesel og hr for mange huller. Livlinen er nemlig busser. Og dem er der for få af på døgnets vigtigste tidspunkter, oplever Øster Hornums Borgerforening efter at man i knap et år har levet med to færre afgange fra byen. Huller i køreplanen, der gør at det er for svært at bruge bruge offentlig transport på arbejde, mener flere. - Det er vigtigt for os. Ikke kun på grund af de mennesker, der bor her nu. Vi ved at flere, der har været herude for at se på hus eller grund, har haft det som en hovedgrund til at melde fra til sidst. Måske er det derfor, at der ikke sælges så mange grunde herude mere, siger Pernille Elstrøm. Borgerforeningen anslår, at godt 80 procent arbejder i Aalborg. Men nu er der syv afgange mod de ni, som man til nød kunne leve med på hverdage. Turen til Aalborg kræver oven i købet skift for de fleste, og det gøres besværligt af, at busser i den ene eller anden ende ofte er forsinkede. Forbindelsen til Støvring, kommunens hovedby, får man heller ikke meget ud af. Den sidste bus herfra går 16.15, så skole- og gymnasieelever kan ikke nå meget socialt liv med kammeraterne her. Uberegnelige telebusser Formanden for borgerforeningen, Poul Poulsen, er meget kritisk overfor busdækningen: - Det har været en tilbagevendende snak med NT og kommunen fra længe før jeg blev formand. Og det er ikke blevet bedre. Når man taler om investeringer i fremtiden, som kommunen gør, så handler det i høj grad også om busser til landsbyer. Men vi oplever at kommunen reelt ikke er interesseret i at komme penge i det, og at NT ikke ønsker at tænke anderledes, siger han. NT henviser ofte til de telebusser, man har sat ind, men de giver i praksis flere problemer, end man skule tro, bereter de tre: - Ældre kan ikke finde ud af at ringe til dem, så de har sværere ved at komme på sygehuset. De er svære at bruge, da man aldrig ved hvor langt de skal køre inden man bliver samlet op og sat af, siger Pernille Elstrøm, der har fået lavet sin arbejdstid på sygehuset om for at kunne møde til tiden. Borgerne er selv kommet med en række forslag til, hvordan forbindelsen kan forbedres. Telebusserne skal kunne køre på faste tidspunkter, for eksempel. Og mest vidtgående: En god forbindelse til Svenstrup og busserne her kan købes for 800.000 kr. om året hos en vognmand. Nogenlunde hvad NT formentlig giver i dag, har de regnet ud. - Men det kan vi ikke få bekræftet, siger Poul Poulsen.