Landsby rykker op: Champagnen sprang

Vokslev 24. september 2002 08:00

Der blev jublet til den store guldmedalje, da Vokslev IFs fodbolddamer gik fra banen som vindere af turneringskampen mod Fortuna Hjørring. Ikke fordi sejren blev så stor som 5-1, men fordi det hele havde maget sig således, at Vokslev, trods tre resterende spillerunder, nu allerede har sikret sig førstepladsen og dermed oprykning til serie 1. Mindre var glæden ikke set i lyset af, at det er første gang, klubben har et hold så højt oppe i rækkerne, og sejrsdrikken perlede på pigernes og deres træners tunger. Heidi Pedersen indledte scoringen efter 10 minutters spil, hvorefter holdets anden Heidi med Christensen til efternavn brugte de næste 20 minutter til at score ægte hattrick og bringe VIF på 4-0. I første halvlegs slutminutter fik vendelboerne scoret til 4-1, men uden at komme i nærheden af point. En halv time inde i anden halvleg slog Heidi Pedersen sejren fast.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...