Landsby sprudler

Holm og Odgaard til stævnemøde

De nærer dyb respekt for hinanden, men er meget forskelllige, og så måske alligevel ikke så forskellige endda, når det kommer til stykket. Hans Jørgen Holm ejer Himmerlands Fiskepark, er tidligere formand for Lundby Forsamlingshus derude, hvor huspriserne ikke helt holder trit med Nibe bys, men det er ikke Holms skyld, snarere tværtimod. Som tidligere formand for forsamlingshuset var han i høj grad med til at skabe den nu årlige Kulturweekend, der slutter i dag, og omfatter 15 kendte og lidt mindre kendte kunstnere og kunsthåndværkere fra Skagen til Hobro. Dertil juletræer og julepynt, for Hans Jørgen Holm har ikke berøringsangst med ting og sager, der skal få hjulene til at køre rundt, selv om han inderst inde, ind imellem, hellere ville sidde ved sit staffeli og mærke verden på den måde. Tre år i træk slap han anonymt gennem nåleøjet på Kunstnernes Påskeudstilling i Aarhus, der er en af landets fineste, få censurerede.. Holm er selvlært, men deltog i kurser hos den nu afdøde maler Glindvad Nørgaard fra Lundby. Og så er der lige det der med Himmerlands Fiskepark i Lundby, der tiltrækker adskillige put-and-take fiskere - også med Kølnervand i blodet. Der er dog kunst på væggene i fiskehytterne, og det er vistnok unikt på selv globalt plan. Etablerede Thorvald Odgaard lever af livet som kunstner, står bag adskillige anerkendte værker. Han åbnede Kulturweekenden med en ”kærlighedserklæring” til borgerne bag inititivet, der ikke blot omfatter den syv mand/kvindestore bestyrelse for forsamlingshuset i Lundby med Bodil Madsen i spidsen, men også adskillige andre frivillige, der år efter år trækker over 1000 til Lundby anden weekend i december. Thorvald Odgaard købte fluks et maleri signeret Hans Jørgen Holm til 200 kroner efter et mindre prutteri om prisen. Engle, som også Odgaard holder meget af. - Det skal min datter, kunsthistoriker Karen Marie have i julegave. Hun har længe ønsket sig en ægte ”Holm”. Kulturweekenden fortsætter i dag indtil 17.