Landsbyboliger splitter Venstre

Ellidshøj 25. september 2002 08:00

AALBORG: I Venstres byrådsgruppe hersker der stor uenighed om, hvorvidt der bør bygges offentlige støttede boliger i Ellidshøj. Flertallet i gruppen mener som Signe Friis, der finder at byggeprisen er alt for høj. De seks boliger - to to-værelses og fire tre-værelses - er budgetteret til godt seks millioner kroner. Men to af Venstre-medlemmerne, Lars Lykke Larsen og Mads Thomsen, er ikke enige med de øvrige. - Jeg ved at, at det er lidt dyrere at bygge støttet byggeri i landsbyerne, end det er i byområderne. Men jeg ved også, at det kan være en tiltrængt kickstart for et lille samfund, som derved får mulighed for at holde gang i de lokale forretninger og institutioner, sagde Lars Lykke Larsen på byrådsmødet forleden. Lars Lykke Larsen kommer selv fra Tylstrup, som netop er et af eksemplerne på, at boligforeningsbyggeri kan være med til at holde gang i en landsby. Teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) erklærede sig helt enig med Lars Lykke Larsen. - Jeg synes, de øvrige Venstre-medlemmer skulle besøge Ellidshøj, hvor en hel del beboere faktisk gerne vil sælge, men samtidig helst vil blive boende i byen i noget mindre. - Jeg synes heller ikke, at huslejen er skræmmende, tilføjede han. Som eksempel på, at der er rift om støttede boliger i landsbyerne, nævnte han Vaarst. Her ville man gerne have haft 12 boliger, men måtte nøjes med seks. Og dem er der venteliste til. Lars Bang Jensen (S) kørte videre i samme spor. - Jeg synes faktisk ikke, det klæder flertallet i Venstres byrådsgruppe ikke at ville bakke mere op om udviklingen i Ellidshøj, som jo faktisk er en temmelig stor landsby, men som har brug for hjælp, sagde han. Stikpillerne var dog forgæves. Syv af Venstres ni medlemmer stemte imod det støttede byggeri i Ellidshøj, som alligevel blev vedtaget med stort flertal.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...