EMNER

Landsbyer vil på Folketingets dagsorden

ÅRHUS:Landsforeningen Landsbyerne i Danmark ønsker større spillerum for nybyggeri af boliger i Danmarks 5000 landsbysamfund og for udnyttelse af tomme bygninger til erhverv. Det skal sætte skub i en udvikling, der allerede er i gang med storbytrætte børnefamilier, der i stigende tal flytter ud i landområderne, siger formanden, Carsten Abild. Foreningen har i et brev til velfærdsminister Karen Jespersen (V) opfordret hende til at rejse en landsbyhøring i folketingssalen, ligesom foreningen også ønsker oprettet et fast landsbyudvalg, ligesom det kontaktudvalg øerne har. - Lokalpolitikerne er også begyndt at tage borgerforeninger og lokalråd mere alvorligt, så vi skal presse på for, at de gode viljer ikke strander. Der må holdes fast i udviklingen, siger Carsten Abild. /ritzau/