Landsbyformand utilfreds

To gange to timer er ikke i overensstemmelse med det, vi er blevet lovet, siger Holger Elberg

EMNER 20. marts 2007 05:00

AALBORG: Holger Elberg, formand for landsbysammenslutningen LINK, Landsbyerne i Aalborg Kommune, tog kraftigt afstand fra forslaget om to timers åbningstid på borgerservicecentrene om ugen. Og han er langt fra tilfreds, selv om politikerne nu vil holde kontorerne åbent i to gange to timer om ugen og indlede et samarbejde med bibliotekerne. - To gange to timer er ikke i overensstemmelse med det, vi er blevet lovet. Vi blev lovet, at landdistrikterne ikke skulle stilles dårligere end før, men det bliver vi nu, og det er ikke tilfredsstillende, siger Holger Elberg. Han påpeger, at borgerservicecentrene burde have åbent hver dag, og at der også burde være åbent kl. 16-20 om onsdagen, så folk på arbejdsmarkedet får lettere adgang til borgerservice. I forvejen er ældre borgere i den forhenværende Nibe Kommune nødt til at tage til Aalborg, hvis de har brug for at henvende sig personligt på ældre- og handicapforvaltningen. - Og der er telefontid én time om dagen, og det er svært at komme igennem. Det er for dårligt. Samtidig finder Holger Elberg det helt uacceptabelt, at borgere skal køre til centrum af Aalborg for at få nyt pas og kørekort. Forslaget om et samarbejde med bibliotekerne er Holger Elberg også umiddelbart skeptisk overfor. - Det ser ud som om, at politikerne vil løbe fra det, som de har lovet os ved at sige, at vi kan få hjælp på biblioteket, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...