Landsbykys til kunstner

Millionmuseum skal hive turister til Quesada

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Som 11-årig er Rafael Zabaleta en beslutsom ung mand, en ener i landsbyen på vej modet helt andet liv end de flestes.

Rafael Zabaleta Fuentes var ikke mere end 11 år, da han proklamerede, at han ville være en verdenskendt maler. Og da han var en knægt fra landet uden store ord, en alenedreng, der travede op og ned af bjergsiderne, læste bøger i skyggen og helst konverserede med voksne, tog de ham alvorligt, alle de mange kvinder omkring ham. For han voksede op omgivet af hunkøn, den selvbevidste dreng, i en lille landsby langt fra alfarvej selv efter andalusiske forhold. Her i Quesada kommer ingen tilfældigt forbi og besøger de 6000 indbyggere og deres by klistret op af bjergvæggen. Kun fuglekiggere, der ved, at de elegante gribbe finder deres mager og bygger deres reder i bjergene op over byen. I dag ses de ikke, det er for meget forår. De er længere væk for at søge føde, men midt i byen ligger den rede for bysbarnet Zabaleta, som kulturrådmand Juan Antonio López er så stolt af, at hans engelske ikke rækker. - Og jeg er endda engelsklærer, ler han og fortsætter på et til gæstens ære langsomt spansk, der også langt bedre matcher både Zabaleta, de 30 skiver lufttørret skinke, jamón serrano, manchego-osten, og de små dejindbagte stykker klipfisk, bacalao, som han har bestilt til os som forret. Ingen gæster en spanier uden at blive forkælet, slet ikke, når man kommer helt oppe fra Danmark og endda kender maleren, hans værker og en del af hans historie. Kulturrådmanden fortæller derfor frydefuldt og fagtende og ind imellem alt for hurtigt om, hvordan Zabaleta endelig, endelig ser ud til at få den anerkendelse, hans by altid har givet ham. - Vi begyndte at arbejde for et museum allerede i 1963, men først sidste år lykkes det. Vi åbnede i december, og museet er fantastisk. Du skal glæde dig til at se det i virkeligheden og ikke bare på web eller billeder, forsikrer han og byder videre på næste ret. Det er and, pato, med tyttebær og rodfrugter fra haverne herude. Den bedste og største and nogensinde set og smagt, men den kulinariske forførelse hindrer ikke, at spørgsmålet om det absurde i så stort et museum så langt væk bliver stillet. - Måske. Men det er her, han blev født, levede og døde. Han er en meget vigtig maler for hele Spanien - og så kan museet også trække folk til denne del af Andalusien, uddyber han og kan ikke undgå at bemærke forbløffelsen henover bordet, da han fortæller, at museet har kostet syv mio. euro svarende til 52,5 mio. kr. Penge givet mestendels fra den regionale regering for Andalusien, Junta de Andalucía. - Det er selvfølgelig mange penge, men skal det være, så skal det være. Ellers kommer folk ikke hertil - og der kom 6000 alene i december, forklarer han dermed også det samlede bystyres mere end 40 år lange kamp. Selv er han socialist, fra partiet PSOE, men hele raden rundt har der været fokus på den ene opgave. - Det er den eneste chance, vi har. Og nu er vi lykkes med det! Men vi ved ikke, om glæden varer ved... Vi skal selv stå for driften, og det bliver nok sværere - især i denne tid, hvor vi nu har en arbejdsløshed på vej mod de 20 pct., konstaterer kulturrådmanden, da vi kanter os ind i bilen parkeret på den snævre gyde af grus oppe i udkanten af byen. Da vi triller ned mod museet, begynder han sin fortælling om den lille fåmælte dreng Rafael. Ener og enebarn Han var enebarn, hans far, den baskiske købmand Isidoro, giftede sig først med den ene, så den anden, så den tredje søster Fuentes. De to første døde, og han fik kun Rafael, inden han døde, da Rafael var barn. Kun få år efter døde også moderen, så den kommende kunstner voksede op hos sin faster og to af hendes nære veninder. - Der er stadig mange i byen, der husker ham. Han var en ener, en boheme på motorcykel, der rejste rundt med alle de kendte malere og levede af afkastet fra sin fars gård, men betalte lægeregninger med billeder, fortsætter museumsleder Rosa Valiente, da vi er kommet indendøre i det næsten nordisk stramme hvide byggeri, hvor blanklakerede trægulve giver havlignende glimt til glasset foran de tegninger, han ikke er kendt for, men som hun elsker højst. - De er så raffinerede. Alting samlet i en enkel streg. Det er som om, det først er nu, når vi har fået samlet så meget af hans kunst på et sted, at vi kan se, at han virkelig, virkelig er noget særligt, fortæller hun, der ligesom arkitekten bag museet, José Gabriel Padilla Sánchez, er født i Quesada. Hun er uddannet kunstkonservator, men “alle herfra ved alt om Zabaleta”. Også at det var selveste Picasso, som er født i Málaga, der under et besøg af Zabaleta i Paris rådede sin landsmand til at tage hjem og blive der og male. - Så i stedet for at søge inspiration ude i verden, fordybede han sig i de motiver, han så åbenlyst elskede. Han maler bønder, så tavse som ham selv. Han maler landskaber, jagt, enker, og det helt nære - kysset. Er det ikke betagende, lyder det fra Rosa Valiente, da hun standser op ved endnu en tegning. Museet domineres ellers af hans egen farveskala, som hiver pink og azurblå ind over grå og gul, og så af hans 30 år lange eksperimenteren med stort set al slags malerkunst. Han leger med Chagalls verden, med im- og ekspressionisme, med Max Ernst og surrealisme, han læser Freud, han tegner rå kampplakater til fordel for kommunisterne under borgerkrigen, får lov at blive i landet alligevel, beskyttes af landsbyens borgere. Han maler sin kærlighed til dem og egnen igen og igen. I egen stil, men i alle genrer. Som vennen Picasso. Man føres rundt i hele århundredets europæiske kunst samlet i en mands udvikling og værker. Først, da han nærmer sig sin død, finder han ro og rammer mere konsekvent den stil, han er mest kendt for. Farvelystne abstraktioner over livet på landet, gerne garneret med genkendelige former. Gerne de kvindelige af slagsen. - Han har betydet så meget for så mange kunstnere, at det er en lettelse for Spanien, at han nu har fået et smukt museum, mener Rosa Valiente, der dog ligesom kulturrådmanden ofte må forsvare sig overfor kulturparnasset, der hellere havde hevet ham til Madrid, hvorfor hun også “ind imellem har svært ved” at få malerier hentet hjem fra andre museer i landet. - Men vi har det bare ligesom ham, fastslår Rosa Valiente og uddyber: - Han hører til her. Landsbyen og maleren hører sammen.