Landsbypedellerne i sving med opgaverne

Kom med ideer til landsbypedellerne - især i januar, februar og marts - lyder opfordringen

Esben Heine
Jan Pedersen er landsbypedel i Mosbjerg, hvor han samler affald op i byen og laver forskellige opgaver for de lokale foreninger. Foto: Henrik Bo
Dronninglund 14. september 2016 11:47

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND: Forslaget om at etablere en landsbypedelordning er iværksat efter opfordring fra Landdistriktsrådet, og Brønderslev Kommune er nu klar til at modtage opgaver, siger formand for teknik- og miljøudvalget Karsten Frederiksen (K).

Landsbypedellerne kører ud i lokalområderne i ét-tre teams og udfører det arbejde, som lokalområderne selv har "bestilt" på Vej & Parks hjemmeside www.vej-park.dk

Lokalråd, borgerforeninger samt idræts- og fritidsforeninger med flere kan gøre brug af landsbypedelordningen ved pr. mail at indsende ønsker, hvorefter disse bliver vurderet og prioriteret.

- I mange af vores lokalsamfund er der en lang tradition for at have mange ildsjæle i det frivillige foreningsliv, siger formanden for fritids- og kulturudvalget Margit Chemnitz (V).

Hjælp til ildsjæle

- Ildsjæle, der gør en ekstraordinær indsats for samfundet uden at blive økonomisk belønnet for det, men alene gør det for at fremme den gode lokale sag, og landsbypedellerne er således et supplement til dette arbejde.

Brønderslev Kommune ønsker, at fastholde ildsjælendes entusiasme, idérigdom og mange aktiviteter, uden de brænder ud.

Landsbypedelordningen er med til at hjælpe ildsjælene, så de lokale ildsjæle i højere grad får mulighed for at koncentrere sig om at udvikle nye tiltag og varetage de aktiviteter i foreningslivet, de interesserer sig mest for.

Landsbypedellerne er medarbejdere i seniorjob eller på integrationsydelse, kontanthjælp eller nyttejob m.v., og formanden for beskæftigelsesudvalget, Eskild Sloth Andersen (S), er da også glad for samarbejdet.

Landsbypedellerne må ikke udføre arbejde, som kommunens Vej og Park-afdeling laver eller man tidligere har betalt en håndværker for.

Typer af opgaver

- Landsbypedellerne er ikke professionelle håndværkere, og der kan ikke forventes de samme stramme deadlines som hos professionelle håndværkere, men de laver opgaverne så hurtigt, det er muligt, siger Karsten Frederiksen der endvidere påpeger, at fejl vil opstå, og at der efter et halvt år vil blive foretaget en evaluering af projektet.

Nogle af de opgaver, der indtil videre er budt ind med er vedligehold og rengøring af udendørsarealer, maler- og gartnerarbejder, vedligehold af borde og bænke samt klubhuse.

- Der er stadig ledig kapacitet, så byd endelig ind med opgaver, siger de tre udvalgsformænd. Specielt efterlyser pedellerne indendørsopgaver i januar, februar og marts, da en del af udendørsopgaverne af gode grunde afventer forårets komme.

Hvem kontakter man?

Har man en opgave, som kunne være en opgave for kommunens landsbypedeller, så udfylder man nemt og hurtigt en kort beskrivelse af opgaven på www.vej-park.dk under fanen "landsbypedeller" og trykker på "send". Herefter kontakter vores landsbypedel borgere for at se opgaven og høre nærmere om den.

Landsbypedellerne koordineres og ledes af Erik Hjørringgaard og er organiseret i Vej og Park.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...