Landsbyudvalg på sightseing

I år gik turen til Gundersted, Blære, Sjøstrup og Østrup

Blære var denne gang et af målene for landsbyudvalgets rundtur i Vesthimmerlands Kommune. Arkivfoto
Østrup 1. september 2013 18:15

VESTHIMMERLAND:- Det er skønt at komme rundt og se, hvad de enkelte lokalområder har at byde på, hvad de har fået udrettet, og hvad de har af fremtidsplaner.

Sådan siger formanden for landsbyudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Aase Hansen, efter at hun og det øvrige udvalg netop har været af sted på den årlige rundtur til kommunens landsbyer.

I år gik turen til Gundersted, Blære, Sjøstrup og Østrup, og alle steder blev udvalget taget godt imod af fortællelystne lokale ildsjæle.

I Gundersted var der rundvisning i Gundersted Multihus samt præsentation af det nye udendørs fitness-område, der snart står færdigt i tæt tilknytning til de øvrige faciliteter omkring Multicentret.

Blære fremviste klubhuset, den udendørs aktivitetsplads for børn og ikke mindst Blære Multicenter, der er under opførelse i tilknytning til Blære skole.

Efter besøget i Blære gik turen videre til Sjøstrup, som netop har haft indvielse af Sjøstrup Søprojekt, som består af et grønt areal, hvor der er etableret en lille sø, petanquebane og to pavilloner.

Til slut gik turen til Østrup Aktivitetsanlæg. Et større projekt, som består af flere delprojekter, som er etableret i etaper og med mange frivillige involveret.

I projektet indgår bl. a. Østrup naturrum, en aktivitetsplads ved klubhuset samt udvendig renovering af Østrup forsamlingshus.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...