Landsholdet i storoffensiv

Italien 1. oktober 2002 08:00

KØBENHAVN: Der bliver i næste uge god plads til angriberne, når landsholdstruppen samles på træningsbanerne i Vedbæk. Landstræner Morten Olsen har således valgt konsekvent at fravælge flere forsvarsprofiler til EM-kvalifikationskampen den 12. oktober mod Luxembourg. Martin Laursen, Steven Lustü og Per Nielsen er siet fra den trup, der hentede 2-2 i den første EM-kvalifikationskamp mod Norge. I stedet er der i 20-mandstruppen givet plads til hele ni spillere, der kan udfylde de forreste pladser på banen - deriblandt Superligaspillerne Michael Johansen fra AB og Thomas Røll Larsen fra FC København. - Martin Laursen og Steven Lustü er valgt fra af taktiske hensyn og ikke fordi, de blev kritiseret efter kampen mod Norge. Vi skal møde Luxembourg, som formentlig vil stå kompakt i forsvaret, og så er det logisk nok, at vi skal bruge andre spillertyper længere fremme på banen, sagde Morten Olsen, der til forsvarspladserne i stedet har prioriteret Martin Albrechtsen fra FC København, Brøndbys Morten Wieghorst og naturligvis anfører René Henriksen, der er klar igen efter skadespause. - Martin Albrechtsen er manden i form, og så kan han alternativt spille i både venstre og højre side. Det kan en Martin Laursen ikke. Morten Wieghorst er også en moderne fodboldspiller, der kan optræde flere steder på banen, sagde Morten Olsen og afviste, at Martin Laursens aktuelle rolle som reserve i Milan har spillet en rolle. - Og det handler heller ikke om, at der mod Luxembourg bliver givet plads til eksperimenter. Det er taktiske hensyn, sagde landstræneren. Morten Olsen luftede i forbindelse med landsholdsudtagelsen, at Danmark kan møde Luxembourg i den 3-5-2-formation, der viste sig effektiv i slutfasen af kampen mod Norge. Her kom Claus Jensen på banen og udgjorde femte mand på midtbanen bag de to angribere./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...