Landsholdets VM-triumf gav tv-station endnu en rekord

Da Danmark besejrede Irland, blev der sat seerrekord på Kanal 5. Kanalen har dog ikke rettighederne til VM.

VM kval fodbold. Irland- Danmark 1-5 Foto: /ritzau/Lars Poulsen

VM kval fodbold. Irland- Danmark 1-5 Foto: /ritzau/Lars Poulsen

For anden gang på tre dage kan tv-stationen Kanal 5 melde om seerrekord, efter at fodboldlandsholdet har været på skærmen.

1.284.000 så i gennemsnit med, da Danmark tirsdag aften kvalificerede sig til VM med en 5-1-sejr på udebane over Irland.

Det er det højeste antal seere nogensinde på kanalen og på hele Discovery Networks Danmark, der tæller Kanal 5, Kanal 4, 6'eren samt Eurosport- og Discovery-kanalerne.

Flest seere var der i anden halvleg, hvor 1.494.000 var på plads ved skærmen, skriver Discovery i en pressemeddelelse.

Dermed blev den hidtidige rekord klart overgået. Den stammer fra den første playoffkamp mod Irland i lørdags, hvor der blev målt 1.060.000 seere i gennemsnit.

Når VM i fodbold bliver afviklet til sommer, er Kanal 5 og søsterkanalerne til gengæld ude af billedet. Rettighederne til slutrunden i Rusland ligger hos DR og TV2.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.