Landsholdsafbud fra Kortegaard

AaB-spilleren må melde fra til U21-kampen i aften ude mod Holland

Flemming Olesen
Thomas Kortegaard - får alligevel ikke debut på U21-landsholdet. Foto: Per Kolind
Fodbold 10. oktober 2006 06:00

AALBORG: Der bliver alligevel ingen landsholdsdebut på det danske U21-hold i fodbold i aften for AaB’eren Thomas Kortegaard. Danskerne møder i Enschede de hollandske europamestre for årgangen i en venskabskamp. Thomas Kortegaard var blandt andet kommet med i truppen, da landstræner Keld Bordinggaard valgte at lade en hårdt belastet klubkammerat i AaB til Thomas Kortegaard, Michael Jakobsen, stå over. Men nu er en lårskade, sandsynligvis et ”trælår” eller en mindre fibersprængning, kommet Kortegaard på tværs, og den risikerer ikke alene at holde ham ude fra landsholdsdebut’en, det kan i værste fald også betyde, at han ikke bliver klar til AaB’s kamp på søndag i Superligaen på udebane mod Esbjerg. AaB er dog repræsenteret i aftenens U21-landskamp mod Holland, idet angriberen Jeppe Curth er med i den danske trup. På den hjemlige front kan AaB glæde sig over, at sydafrikaneren Siyabonga Nomvethe vender tilbage med næsten en hel kamp i benene, eftersom han i weekenden var med til at vinde 1-0 i Sydafrikas kvalifikationskamp til Africa Nations Cup på udebane over Zambia. Nomvethe blev først skiftet ud ganske kort før slutfløjtet, og det indikerer, at han nu skulle være klar til at indtræde i AaB’s startopstilling igen efter en skadespause og begrænset spilletid i seneste opgør, 0-3 blamagen på Aalborg Stadion mod FC Nordsjælland. Den pauvre indsats får AaB’erne nu i øvrigt mulighed for at rette op på for åben tv-skærm, idet nordjydernes opgør på Farum Park mod FC Nordsjælland i 16. spillerunde er valgt som lørdags tv-kamp. Det betyder, at opgøret nu får kick off 4. november kl. 17.00. Forinden er AaB på skærmen i 14. spillerunde i en udekamp mod Brøndby. Den kamp spilles onsdag 25. oktober med kampstart kl. 18.00

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...