Landsholdskrise truer: EM-Kvalifikationskamp i fare

Forhandlingerne om en landsholdsaftale er brudt sammen. DBU ønsker at give spillerne en lønnedgang

Nicklas Bendtner og landsholdskollegaerne risikerer lønnedgang eller landsholsafbud. Foto: Scanpix
Sport 18. februar 2015 10:12 - Opdateret 18. februar 2015 10:27

KØBENHAVN: Fodboldlandsholdets kommende tre testkampe og EM-kvalifikationskampen mod Serbien i juni kan komme i fare.

Forhandlingerne mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen om en ny aftale for landsholdsspillerne er nemlig brudt sammen.

Det oplyser DBU i en pressemeddelelse onsdag formiddag. Parterne har forhandlet siden efteråret, men står nu uden en aftale for landsholdsspillerne.

Serbienkamp i fare

Unionen beder onsdag en bruttotrup på mellem 40 og 60 landsholdsspillere om at tilkendegive, om de vil stå til rådighed for landsholdet i det kommende halve år.

Det gælder således testkampene mod USA, Frankrig og Montenegro samt EM-kvalifikationskampen mod Serbien.

- Det er en beklagelig situation, vi står i. DBU ønsker en fair og god aftale for alle parter, så vi sammen kan skabe store resultater for dansk fodbold.

- Spillerforeningen har afvist vores tilbud, så derfor har vi set os nødsaget til at bede spillerne om at vurdere, om de fortsat vil stå til rådighed for landsholdet, siger Claus Bretton-Meyer, der er administrerende direktør i DBU, i pressemeddelelsen.

17 procents lønnedgang

Dansk Boldspil-Union har som følge af store underskud stillet spillerne en reduceret økonomisk aftale i udsigt. Aftalen betyder en lønnedgang på 17 procent.

I brevet til spillerne skriver unionen således:

- Den samlede økonomi i aftalen er reduceret med i alt 17 procent Dette skyldes, at DBU’s indtægter for landsholdet er presset - både i forhold til billetsalg og sponsorer - samt at DBU ønsker at styrke økonomien i relation til talentudvikling og fanoplevelse i forbindelse med landskampene.

Stiller stolen for døren

DBU ønsker, at spillerne individuelt accepterer den nye aftale, og stiller desuden spillerne stolen for døren.

- Det er rigtigt vigtigt, at vi hører fra dig senest den 2. marts, da vi ellers er nødt til at se bort fra dig på landsholdet til kampene i første halvår af 2015.

- Vi anerkender Spillerforeningen som forhandlingspartner og også spillernes ønske om en solidarisk aftale for alle spillere. Men vi ønsker at indgå aftalen med den enkelte spiller - blandt andet for at skabe et tættere samarbejde mellem DBU og spillerne, siger Claus Bretton-Meyer i pressemeddelelsen.

DBU holder pressebriefing om situationen klokken 11.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...