Landsholdslæge: - Staal uheldig

Et hændeligt sammenstød med en finne endte med alvorlig skade

INNSBRUCK:Det danske ishockeylandsholds største profil, Kim Staal, er færdig ved VM, inden det rigtigt er kommet igang. Mod slutningen af første periode i lørdagens VM-premiere mod Finland havde han et hændeligt sammenstød med en finne, men uheldigvis ramte modstanderens skøjte Kim Staal så uheldigt, at klinken skar ned igennem den danske angribers snørrebånd og videre ned igennem skøjten, hvor den først lavede en flænge på tre-fire centimeter og derpå skar strækkesenen til storetåen over. - Det var ganske enkelt så uheldigt, som det kunne være, og de medicinske supervisorer ved mesterskaberne har aldrig set noget lignende, siger den danske landsholdslæge Per Albæk, der lørdag aften fulgte den danske stjernespiller til sygehuset i Innsbruck. - Operationen gik planmæssigt, og den overskårne gene er syet sammen. Desuden har Kim Staal fået en stift sat ind i storetåen for at stabilisere den, og så har han fået gips på, der skal sidde i seks-otte uger. - Kim er humørmæssigt helt nede i kulkælderen, ikke mindst fordi han virkelig så frem til et godt VM ovenpå en del andre skader, som han var kommet over. - Men nu må han i første omgang blive på hospitalet til i dag, hvor de tager en yderligere test af ham, hvorpå han får lov til at komme tilbage på spillernes hotel i Innsbruck. - Og måske vælger han også at overvære holdkammeraternes kampe fra nært hold i skøjtehallen, men det kan også blive fra tv-skærmen på hotellet, siger Per Albæk. Den danske ishockeylæge forventer, at Kim Staal efter seks-otte uger i gips fulgt op af genoptræning igen bliver fit for fight og kan genoptage karrieren.