Landsholdsplads kom bag på back

White Hawks har tre mand med i bruttotruppen til OL- kvalifikationen i Norge - den store overrraskelse er Kasper Pedersen

Det kom som et lyn fra en klar himmel, da White Hawks-backen Kasper Pedersen torsdag opdagede, at han var udtaget til bruttotruppen til OL-kvalen i Norge om to uger. - Jeg har ikke på noget tidspunkt snakket med landstræneren. Han havde snakket med Morten Lie og bedt ham om at give det videre til Mads (Bech Christensen. red) og mig, så det var underligt at læse det på nettet, fortæller Kasper Pedersen. Den københavnske låsesmed fra Frederikshavn har været ude af landsholdsvarmen siden en turnering i Japan for godt to år siden, og udtagelsen kom derfor som mindst lige så stor en overraskelse for ham som for mange andre. Især i betragtning af præstationerne på isen i denne sæson. - Det er først nu, jeg er ved at finde niveauet. Ellers har det været en af mine ringeste sæsoner nogensinde, siger den 24-årige back, som ikke kan komme en med klar forklaring på det faktum. - Kunne jeg det, havde jeg gjort noget ved det. Men måske skyldes det, at vi som hold har haft en dårlig sæson, hvor det sjældent har fungeret optimalt, siger han. Formkurven vender dog den rigtige vej. Ikke kun for Kasper Pedersen, men også for holdet. Siden det pinlige nederlag mod Herlev i sidste uge har holdet hentet to point i Aalborg og spillet en godkendt kamp i Esbjerg, hvor det dog i sidste ende blev til nederlag. - Men især i første periode var vi godt med, og vi havde chancen i fem mod tre mod slutningen. Det skulle vi have udnyttet, men kampen gav noget selvtillid, fortæller frederikshavnerfighteren. Det bliver der også brug for i dag. Et nederlag vil sende White Hawks syv point efter AaB i mellemspillet. Og selv om der stadig er fem kampe tilbage, så ligner det utopi at tro på, at aalborgenserne kan smide den føring, blandt andet fordi de ligesom White Hawks har to opgør på hånden mod Herlev. - Hvis vi taber, så er det slut. Men vi ved alle, at vi har kniven for struben. Det er ikke noget, vi snakker om, men vi giver os fuldt ud mod AaB. Hvis man ikke kan sætte sig op og levere sit allerbedste i sådan en kamp, så skulle man nok holde op med at spille ishockey, konstaterer Kasper pedersen, som selv er kendt for at gå forrest. Ikke råd til udvisninger Det gælder også, når det handler om ture til straffeboksen - bare ikke i aften. - Det var blandt andet det, vi tabte på i Esbjerg, og det er der ikke råd til mod AaB, bebuder White Hawks-backen. White Hawks har i alt tre mand med i bruttotruppen til landsholdet. Udover Kasper Pedersen er det Mads Bech Christensen og Morten Lie. I alt 29 mand er udtaget, men landstræner Per Bäckman skal sortere syv mand fra inden turneringen.