Landsholdsstjerne tilbage på isen

LEKSAND: Krisen er afværget både i svenske Leksand og på Danmarks ishockeylandshold. Jens Nielsen vendte søndag tilbage på isen for fuld styrke efter den rygskade, som har kostet ham en lille håndfuld kampe i Elitserien. Han er formentlig tilbage på Leksands hold allerede på tirsdag i hjemmekampen mod Brynäs. Svenske jungletrommer har buldret løs om en diskusprolaps og en karriere, der måske var forbi. Men så galt står det altså slet ikke til for den danske landsholdsspiller, der på grund af sit fravær er dumpet fra andenpladsen til femtepladsen på topscorerlisten i Elitserien. - I dag var første gang, jeg var på is og trænede fuldt ud. Det gik fint. Lægerne mener, at det er iskiasnerven, og jeg kan mærke lidt nu, men det går faktisk rimeligt godt. Nu får vi se, hvordan jeg har det i morgen (mandag, red.), siger Jens Nielsen til Ritzau. Det danske landsholds-es har siddet ude i Leksands tre seneste kampe, som holdet endda har tabt. Det betyder, at klubben nu er tredjesidst i Elitserien, og tirsdag kommer nummer næstsidst, Brynäs, på besøg. Derfor regner Jens Nielsen med at spille. - De vil gerne have, at jeg spiller. Holdet har hårdt brug for spillere, siger danskeren, som dermed også kan berolige alle de danske ishockeyfans, der meget nødig vil undvære stjernen ved A-VM i Finland til april. /ritzau/