Landsholdsstreg regner med comeback i Odenses nøglekampe

Rikke Iversen har misset de første slutspilskampe, men forventer at være med i Odenses afgørende kampe.

Odenses Rikke Iversen brækkede en finger i Champions League-kampen mod Vipers Kristiansand.

Odenses Rikke Iversen brækkede en finger i Champions League-kampen mod Vipers Kristiansand.

ODENSE:Odense Håndbold har fået en sløj start på slutspillet i kvindernes liga, men holdet kan se frem til snarlig forstærkning.

Landsholdsspilleren Rikke Iversen er kun få uger fra at være tilbage, efter at hun tidligere i marts blev opereret for en brækket finger.

- De sagde: "Fire uger - så spiller du kampe igen", da operationen var overstået. Og det er også det, vi regner med.

- Jeg har så fået fingeren skannet i den her uge, og i den forbindelse fik jeg at vide, at jeg sandsynligvis kan spille med i de sidste tre slutspilskampe, siger hun til TV2 Sport.

Odense har brug for forstærkning, efter at holdet blot har hentet et enkelt point hjem i de to første slutspilskampe.

Efter et nederlag til Aarhus United smed fynboerne torsdag aften en føring på fem mål hjemme mod Nykøbing Falster Håndboldklub. Kampen endte 27-27.

Resultatet betyder, at alt er helt åbent i gruppe 2, hvor Odense indledte som førerhold på grund af andenpladsen i grundspillet.

Nu har både Nykøbing Falster, Odense og Viborg HK tre point, mens Aarhus United har to i bunden.

De to bedste hold fra gruppen går videre til semifinalerne efter seks spillerunder.

- Vi må bare tage os sammen, og så er der ikke andet for end at vinde resten af kampene. Det her er forhåbentlig en stor, fed lussing lige i ansigtet, siger Odense-profilen Mie Højlund til TV2 Sport efter det uafgjorte opgør.

Efter Odenses næste kamp mod Viborg venter en landskampspause. Herefter forventer Rikke Iversen at kunne bidrage på banen igen.

/ritzau

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.