Landskamp kostede Edison Flores en skade

Peruvianeren rejser hjem til Aalborg før tid på grund af en skade, og han meldes ude til opgøret mod FCK

Jeppe Hostrup
Edison Flores er vendt tilbage til Aalborg før tid på grund af en skade. Arkivfoto: Michael Koch
Sport 14. november 2016 14:53 - Opdateret 14. november 2016 14:53

AALBORG: Edison Flores spillede 90 minutter og scorede natten til fredag for Peru i sejren på 4-1 over Paraguay på udebane. Men den optankede selvtillid og de værdifulde spilleminutter i landsholdstrøjen kommer imidlertid ikke AaB til gavn i fredagens hjemmekamp mod FC København.

Den peruvianske offensivspiller har nemlig pådraget sig en skade under landsholdsopholdet, og han er derfor på vej retur til Aalborg før tid. Det betyder samtidig, at Flores misser Perus VM-kvalifikationskamp på onsdag mod stjernespækkede Brasilien.

- Edison (Flores, red.) har fået en skade i baglåret. Vi har ikke selv set på ham endnu, men vores lægestab har set en MR-scanning, som er blevet lavet i Peru, forklarer AaB’s sportsdirektør, Allan Gaarde, der fortæller, at nordjyderne er uden offensivspilleren i fredagens opgør mod FCK.

Peruvianerens nationale opgaver har flere gange kostet hans deltagelse i AaB-træninger, og han har flere gange været plaget af skader siden skiftet til AaB i sommer. Senest var det en skade i knæet, der holdte peruvianeren fra træningsbanen.

Allan Gaarde vil dog ikke skyde skylden på Flores’ deltagelse i landsholdsregi.

- Desværre kommer skaden på et uheldigt tidspunkt, men det kunne også være sket til en AaB-træning. Det er ikke fordi, at han spiller mod Paraguay, at han bliver skadet.

Allan Gaarde forklarer samtidig, at man var klar over, at peruvianeren ville blive ekstra belastet det første halve år i AaB.

- Vi vidste godt, at der ville komme tre landsholdsterminer i efteråret, hvilket er lidt mere end normalt. Men vi følger selvfølelig de aftaler, der er med FIFA om, at klubberne skal frigive sine spillere.

- Det vil aldrig blive sådan i AaB, er det ikke er noget positivt, at vores spillere spiller på landsholdet. Vi ser det kun som noget godt, at vores spillere testes på højeste niveau, og det er også et kvalitetsstempel, når de en gang skal videre, lyder det fra sportsdirektøren.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...