Landskamp på storskærm - kun hos Goooal

Kun Goooal Sports Café har rettighederne til i Aalborg offentligt at vise landskampen Norge-DK

Norge 7. september 2002 08:00

MIDTBYEN: Interessen for eftermiddagens EM-kvalifikationskamp i Oslo mellem Norge og Danmark er enorm. Kampen bliver vist på TV3, men for folk som har lyst til at se kampen på storskærm i hyggeligt samvær med andre fodbold-freaks over et par krus øl, er der også mulighed for det. Det er Michael Sterup, indehaver af Goooal Sports Café i Jens Bangs Gade, der, som den eneste restaurant i Aalborg Kommune, har erhvervet rettighederne til at vise kampen. - Vi har hos ViaSat købt rettighederne til at vise samtlige AaBs udekampe i dette efterår, og som en sidegevinst har vi altså fået lov til også at vise den attraktive landskamp mod Norge. Jeg venter stort rykind i caféen i eftermiddag, og der er faktisk også mulighed for at kunne gå hjem med en landskampsbillet til Danmarks næste EM-kvalifikationskamp, fortæller Michael Sterup. Det er Carlsberg som har sponseret en billet til kampen i Parken 12. oktober, hvor Luxenbourg - med danske Allan Simonsen som landstræner - kommer på besøg. Den billet kan man vinde i en konkurrence i sportscaféen i eftermiddag. Hos ViaSat bekræfter man, at det kun er Goooal, der i Aalborg har rettigheder til at vise landskampen, men derfor kan det da godt være, at den også kan ses andre steder. - Vi har erfaring for, at nogle restauratører forsøger at få flere mennesker ind og dermed øge omsætningen i deres forretning ved at "stjæle" vore signaler og vise de store sportsbegivenheder, vi transmitterer, men hvis dagens landskamp vises offentligt uden at man har erhvervet rettighederne hos os, er det ulovligt. Vi råder over mere end 100 kontrollører på landsplan, og nogle af dem vil være på banen i Aalborg i eftermiddag. Det kan blive en dyr affære uretsmæssigt at vise kampen, advarer Thomas Pedersen fra ViaSat.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...