Landslæge: Omikronvariant er kommet til Grønland

Den seneste smittespredning viser, at omikronvarianten nu også er i Grønland, vurderer landslæge.

Den nye og mere smitsomme omikronvariant er nu også kommet til Grønland.

Det vurderer landslæge Henrik L. Hansen.

- Vi er nu i den situation, hvor der ikke er nogen tvivl om, at den nye omikronvariant er kommet til Grønland, siger han til mediet KNR.

Landslægen er den øverste sundhedsfaglige person i Grønland. Han rådgiver blandt andet Landsstyret og andre myndigheder.

Varianten er dog endnu ikke registreret i Grønland, men der er sendt positive coronaprøver til Danmark til undersøgelse.

- Den måde, som smitten spreder sig på nu, viser meget tydeligt, at vi har at gøre med noget, som er noget mere smitsomt end det, vi har set tidligere, siger Henrik L. Hansen.

Hen over julen er der registreret 114 nye smittetilfælde blandt Grønlands godt 56.000 indbyggere.

Landslægen forventer, at tallene vil stige yderligere, "når et stort antal julerejsende begynder at komme tilbage fra Danmark".

Med de stigende smittetal er strategien nu ændret i Grønland, fortæller landslægen videre.

- Det er ikke længere målet at prøve at få smitten til at forsvinde. Den tid er for længst forbi. Det, som det handler om nu, er, at vi skal igennem nogle vintermåneder, hvor vi skal prøve at forhindre, at der sker alt for meget smittespredning på én gang. Det kan vi stadig godt opretholde med de tiltag, vi har i øjeblikket, siger Henrik L. Hansen til KNR.

Alle coronasmittede bliver i Grønland ringet op og informeret om det positive svar samt efterfølgende kontaktet af smitteopsporingen.

Fire personer er indlagt med coronavirus på Grønlands sygehus.

Ifølge statistikbureauet Our World in Data er 67,5 procent af Grønlands befolkning færdigvaccineret med to stik.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.