Landsmesterskab i strandvolley

I weekenden arrangerer DGI for femte gang landsmesterskaber i beachvolley på Saltum Strand i samarbejde med Saltum Idrætsforening. Der deltager fem hold fra Tolstrup-Stenum og to fra VK Vendsyssel. - Vi slår alle rekorder. Der er tilmeldt 48 hold fordelt på 100 spillere - de fleste er fra Nordjylland, men resten af landet er også repræsenteret. Flere af dem har deltaget i alle årene - nu håber jeg bare at vejret holder, fortæller Anette Richter, Brønderslev, fra DGI Vendsyssel. Nogle af de deltagende klubber reklamerer for det på deres hjemmesider med billeder og små historier. Der er turnering i tre rækker: 2-mands herre, 2-mands dame og 2/3-mands mix hold. Desuden spilles en rangliste-turnering. Her finder spillerne sammen med andre spillere end dem, de normalt spiller med, og laver nye hold, der udfordrer hinanden til kamp. - Dén stævneform er efterhånden blevet meget populær i DGI. Holdene bestemmer selv hvornår og hvor mange kampe de vil spille - det kan de godt lide. For børn og unge - De seneste års succes med volley for børn (kidsvolley) betyder, at mange børn og unge i dag spiller volleyball. Nogle begynder også så småt at spille beachvolley. Derfor prøver DGI for første gang at afholde et landsmesterskab i beachvolley for ungdomsspillere. Stævnet for 12-17 årige afvikles fra lørdag formiddag. Tilmelding er unødvendig, og det er gratis. dving