Landspolitikerne skal have mere viden om fiskeriet

HIRTSHALS:Valget er overstået, og nu er polikerne igen parate til at trække i arbejdstøjet. I eftermiddag har Hirtshals Erhvervsråd indkaldt til møde om fiskeribranchens vilkår. På initiativ af Bjarne Laustsen (S) er der blevet nedsat en lille tværpolitisk følgegruppe, som skal se på fiskeriets problemer. Udover Laustsen selv består gruppen af Lene Hansen (S), Tina Nedergaard (V) og Jacob Axel Nielsen (K). - Det handler primært om, at vi skal have dem klædt på, så de ved hvilke vilkår fiskeriet arbejder under, og hvilke udfordringer vi står overfor, siger formanden for Hirtshals Erhvervsråd, Viggo Bilde. - Alle politikerne lovede på det debatmøde, som vi havde i Hirtshals lige før valget, at de ville gøre noget ved problemet med mindstepriser på laks. Og det er det mest centrale punkt her og nu, siger Viggo Bilde. Men der er også mere langsigtede spørgsmål på programmet bl.a. omkring kvoter, havddage, økonomi og arbejdspladser Med på mødet er borgmester Knud Størup, erhvervschef Jørn Munk Nielsen, fiskeriforeningsformand Erik Jespersen og rådgiver Claus Jacobsen, fmd. for fiskeeksportørerne Eydun Djurhuus, Gullak Madsen fra Pelagisk Forening og Viggo Bilde .