Landsret blåstempler tilståelser i Se og Hør-sag

Advokats forsøg på at få landsret til at omstøde tilståelser i Se og Hør-sagen er gået i vasken.

Kriminalitet 14. september 2016 12:15 - Opdateret 14. september 2016 12:41
Østre Landsret har afvist et krav fra forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen om, at tre tilståelsessager i sagskomplekset om ugebladet Se og Hør skal gå om. Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Tidligere nyhedschef Lise Bondesen, tidligere redaktionschef Kim Bretov og udgiveren Aller tilstod 25. august, at de havde overtrådt straffeloven i den såkaldte Se og Hør-sag.

Sagen drejer sig om, at ugebladet i en årrække har modtaget oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort. Oplysninger, som er blevet brugt til at skrive historier om kendisserne.

Michael Juul Eriksen er i sagen forsvarer for den såkaldte tys-tys-kilde, som i sin tid gennem sit arbejde ved kreditkortoperatøren Nets havde adgang til de pikante oplysninger.

- Det var ikke i orden, at man gennemførte de tilståelsessager, sagde Michael Juul Eriksen i den forbindelse, fordi han mente, at de dømte tilstod noget, som ikke var ulovligt.

Redaktionschefen og nyhedschefen fik hver en dom på 120 timers samfundstjeneste som del af en betinget fængselsstraf. Udgiveren Aller fik en bøde på ti millioner kroner.

Advokaten ville have landsretten til at underkende gennemførelsen af tilståelsessagerne, men det har Østre Landsret altså afvist.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...