Retspleje

Landsretten får næse for sjusk med kendelse

17-årig fik ikke mundtligt kæremål trods klare regler

KØBENHAVN:Retssystemet sjuskede med en sag om varetægtsfængsling af en 17-årig dreng fra Københavns omegn. Han fik ikke den grundige behandling af spørgsmålet om fængsling, som loven giver ham krav på. Højesteret har i en kendelse forleden givet en “næse” til Østre Landsret, fordi landsdommerne afviste at tage et egentligt retsmøde om fortsat fængsling eller ej. Retsplejeloven siger, at en varetægtsfængslet har krav på såkaldt mundtlig forhandling, når den pågældende har været frihedsberøvet i mere end tre måneder, men alligevel afviste landsretten anmodningen fra den fængsledes forsvarer, advokat Finn Roger Nielsen. - Det bør ikke ske, at man tilsidesætter en så grundlæggende regel. Det er en retsgaranti, man ikke kan fratage den fængslede, og landsrettens afvisning har overrasket mig, siger advokaten. Landsrettens præsident, Bent Carlsen, ønskede søndag ikke at kommentere sagen, da han ikke havde set Højesterets kendelse. Normalt behandler landsretten spørgsmål om fængsling på skriftligt grundlag, men efter tre måneder har den fængslede krav på et retsmøde. - Det er mere grundigt, man bruger mere tid på det, og den fængslede har mulighed for at komme med sine bemærkninger, siger Finn Roger Nielsen. Højesterets dommere skriver i deres afgørelse, at landsretten burde have imødekommet drengens begæring. De henviser til retsplejelovens paragraf 767 stk. 3. Her står, at når en fængsling har varet i mere end tre måneder, “skal kæremålet efter begæring behandles mundtligt.” Men varetægtsfængslingens længde har landets øverste domstol ingen indvendinger imod. Drengen blev i oktober sidste år varetægtsfængslet af retten i Ballerup og sad indespærret frem til dommen i marts i år, hvor han blev dømt for røveri og vold. - Højesteret vurderer samlet set, at han ikke kom til at sidde for lang tid, og det må man tage til efterretning, siger advokat Finn Roger Nielsen./ritzau/