Retspleje

Landsretten fælder grantræ

VIBORG:Det er en menneskeret at drikke kaffen i solskin. Det har Vestre Landsret netop besluttet og tvinger dermed en beboer i Herning til at fælde sit høje grantræ, så naboen kan få sol på sin terrasse. Balladen stammer fra Viborgvej i Herning, hvor en beboer har en 19 meter høj nordmannsgran i sin have. Problemet opstår klokken 14, når naboen vil slikke lidt sol på terrassen. Det kan hun nemlig ikke, da det store grantræ skygger for solen. Nabostriden endte i retten, hvor dommen altså gik ud over det høje grantræ. Det skal enten fældes eller beskæres ned til tre meters højde, så naboen kan nyde solen og eftermiddagskaffen samtidig. Derudover skal træejeren betale sagens omkostninger på 12.500 kr. til sin nabo. Dommen er ret opsigtsvækkende i forhold til lignende sager. Tilbage i 2005 forsøgte et ægtepar fra Hals at få naboerne til at fælde en række grantræer, der dryssede grankogler ind på deres græsplæne og gav flimmer på parabolen. Men naboerne fik lov til at beholde deres træer, da byretten i Aalborg ikke mente, at træerne lignede en hæk. Dermed kan Hegnsynet ikke blande sig i sagen. I den aktuelle sag er det 19 meter høje grantræ ej heller en del af et hegn, men det til trods fældede landsretten dommen over træet./ritzau/