Landsretten omgør løsladelser i brandsag

Det er lykkedes anklagemyndigheden at holde alle 15 sigtede bag tremmer i brandsag fra Frederikssund.

Landsretten omgør løsladelser i brandsag

Syv mænd, som onsdag blev løsladt af Retten i Hillerød i sagen om brandstiftelse i et tilholdssted for rockere i Frederikssund, skal blive i deres celler.

Østre Landsret har besluttet at omgøre byrettens beslutning om løsladelse, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Dermed er i alt 15 mænd fortsat varetægtsfængslet i sagen, og det skal de være indtil den 3. juli.

De er alle sigtet for at have været med til at sætte ild på en industribygning på Falkenborgvej i Frederikssund natten til onsdag i sidste uge.

Retten i Hillerød havde vurderet, at politiets beviser mod syv af mændene ikke var stærke nok til at forlænge fængslingen.

Anklageren fra Nordsjællands Politi kærede imidlertid løsladelserne til Østre Landsret, og det skete med opsættende virkning, så samtlige 15 fortsat skulle være fængslet, indtil landsretten havde talt - og det skal de altså blive ved med at være.

Sagerne mod de mistænkte for ildspåsættelsen er foregået for lukkede døre, og advokaturchef Helle Just fra Nordsjællands Politi ønsker ikke at oplyse, hvorfor politiet ikke vil havde de syv på fri fod.

- Jeg konstaterer bare, at landsretten har besluttet at omgøre byrettens afgørelse, og at landsretten har bedt byretten om at fastsætte en tidsfrist for fængslingerne af de syv, siger Helle Just til Frederiksborg Amts Avis.

Advokaturchefen har bedt om, at de syv skal være fængslet indtil den 3. juli ligesom de otte andre.

Gruppen på 15 består delvist af lokale unge fra Frederikssund, som har haft flere bataljer med en gruppe, der sympatiserer med Bandidos, og som har holdt til i en dartklub i den udbrændte industribygning.

Andre er bekendte og familiemedlemmer fra forskellige bandemiljøer rundt om på Sjælland, oplyser politiet.

I øvrigt har politiet besluttet at løslade fem fængslede med Bandidos-relationer. De er dog fortsat sigtet for at planlægge et hævntogt mod de lokale unge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst