Landstræner: Frankrig skal glemme Spanien for en stund

Fredag møder Frankrig Georgien i kvalifikationen forud for VM til næste år. Og det er her, fokus bør være.

Landstræner: Frankrig skal glemme Spanien for en stund

I de næste dages kvalifikationskampe forud for VM i Brasilien i 2014, bliver et af de mest spændende opgør kampen mellem topholdene i gruppe I, Spanien og Frankrig.

Den franske landsholdstræner, Didier Deschamps, vil dog indtil videre have sine spillere til at fokusere udelukkende på fredagens VM-kvalifikationskamp mod Georgien, selvom tirsdagens kvalifikationskamp mod de spanske verdensmestre kan virke mere truende.

- Hvis kampen mod Spanien skal betyde noget som helst, skal vi først slå Georgien, siger Deschamps ifølge Reuters.

- Hos vores fans er det som om, vi allerede har vundet over Georgien. Vi kommer ikke til at sige, at Georgien er et af de bedste hold i Europa, men de har nogle gode spillere, og de er aggressive, siger landstræneren.

Frankrig ligger lige nu nummer to i gruppen med syv point efter tre kampe. Det samme har Spanien på førstepladsen.

Georgien ligger med fire point i lige så mange kampe på en tredjeplads.

Inden de to mandskaber i toppen af kvalifikationsgruppen tørner sammen, skal Spanien have overstået sit opgør hjemme mod Finland - en opgave, der på papiret virker overkommelig.

Finland ligger sidst i gruppen med et point efter to kampe.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.