Fodbold

Lang aften venter på AaB-isen

Tre tidligere kampe mellem AaB og White Hawks i Gigantium er alle sluttet uafgjort

AaB¿s Jens Nielsen bedyrer, at han er ovre det kæbeslag, han fik i fredags i Esbjerg. Her er han i en episode, hvor han også har fået et slag til hovedet, så hans hjelm er røget af. Modstanderen her er Scott Matzka, Odense. 
Foto: Torben Hansen

AaB¿s Jens Nielsen bedyrer, at han er ovre det kæbeslag, han fik i fredags i Esbjerg. Her er han i en episode, hvor han også har fået et slag til hovedet, så hans hjelm er røget af. Modstanderen her er Scott Matzka, Odense. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Belav dig på en lang aften, hvis du har tænkt dig at møde op i Gigantium Isarena i Aalborg, til sæsonens andet, nordjyske lokalbrag mellem AaB Ishockey og Frederikshavn White Hawks. De to mandskaber har nemlig krydset klinger tre gange i den ny isarena, og hver gang er det endt med forlænget spilletid. Da AaB indviede hallen med en kvartfinalekamp mod frederikshavnerne 25. februar i år, men i forrige turnering, skøjtede gæsterne af med en 3-2 sejr på en scoring i fjerde periode. Da holdene fem dage senere mødtes igen samme sted - efter en kamp i Frederikshavn i mellemtiden - sluttede kampen igen 2-2, men da trak AaB det længste strå i overtiden. Og da denne sæson blev indledt, stod der 3-3 på måltavlen efter de tre perioder, stadig 3-3 efter 10 minutters forlængelse, hvorpå AaB afgjorde sagen på straffeslag. - Det er og vil altid være tæt i lokalopgørene mod Frederikshavn, uanset hvor i tabellen, holdene ligger, siger AaB-veteranen Jens Nielsen. - Og det bliver det nok også denne gang, spår han. Jens Nielsen blev i AaB¿s seneste kamp, 4-2 sejren i Esbjerg, udsat for en veritabel kæberasler, men den hindrer ham ikke i at gå på isen i aften. - Nej, jeg er blevet undersøgt, og der var heldigvis ikke noget brækket. Så jeg tænker slet ikke over det længere. Det er jo sjældent, man bliver ramt i ansigtet, og det skulle være mærkeligt, at det lige skete to gange, siger han. Der er derfor heller ikke særlige foranstaltninger til udstyr eller beskyttelse af hans kæbe i aften. AaB¿s lange serie af kampe uden nederlag har styrket selvtilliden hos hjemmeholdet, men Jens Nielsen tror ikke, det bliver en sovepude for holdet. - Vi vil jo gerne fortsætte stimen, men der ligger også det i det, at man ikke føler det samme pres på sig, når man nu har så mange kampe uden nederlag. Det er snarere et pres, når man skal ud for at vinde, så på den måde mener jeg, vi kan spille mere frit. Og bortset fra langtidsskadede Brian Casey er AaB ved fuld styrke. Klubben leder fortsat efter en erstatning fra Casey, men sportsdirektør Ole Nielsen har bevæbnet sig med tålmodighed. Han vil sikre sig den rette, frem for at lave en hurtig aftale, men han må konstatere, at der er trængsel på markedet for tiden, og at større og mere pengestærke klubber fra ligaer i Finland, Sverige, Tyskland, Østrig og Schweiz også er på de samme telefonlinjer, som AaB benytter. Frederikshavnerne fik sæsonens første nederlag på egen is, da de i fredags tabte 2-3 til SønderjyskE, så for dem handler det om at komme ovenpå igen. - De var hurtigere på skøjterne end os, sagde Mads Bech Christensen oven på den dukkert, som han i øvrigt ikke lagde så meget i, selv om det altid er ærgerligt at tabe. - Vi skal op på hesten og videre, og vi har en stor kamp forude, i Aalborg mod AaB. Det skal nok blive sjovt, lød det fra frederikshavneren, som sammen med sine holdkammerater altså kan læne sig op ad den statistik, at de endnu aldrig har tabt i ordinær spilletid til AaB i Gigantium. Og det agter de i øvrigt heller ikke at gøre denne gang, for de har også fokus på tabellen og kan se, at de, med en sejr, runder ærkerivalerne fra AaB og rykker frem foran dem igen. Alt tyder på, at Martin Ravn er klar til comeback for White Hawks oven på en skadespause.