Lang debat trods bredt forlig

Så ligger det fast. Kimbrerne skal af med en halv procent mere til kommunekassen næste år

AARS:- Der er ingen grund til at råbe hurra, når skatten bliver sat op. Men det er helt nødvendigt, hvis vi vil holde fast i dynamikken i Aars Komune. Hvis vi ikke gør noget, bliver vi taberne i fremtiden. Venstres gruppeformand Jan Dyregaard skar ud i pap og skattekort, hvorfor borgerne i Aars Kommune næste år må til lommerne og aflevere en ekstra halv skatteprocent til kommunekassen, da byrådet i går vedtog kommunens budget for 2004. Det er nu kun en straffeaktion fra finansministeriet mod kommuner, der sætter skatten op, der kan få byrådet til at ændre på, at skatten fra næste år hedder 21,9 procent. Det ligger til gengæld også fast, at grundskyldspromillen forbliver landets laveste, nemlig otte. Kirkeskatten holder sig på 1,15. Det er første gang siden kommunalreformen i 1970, at politikerne i Aars Kommune er dukket op til andenbehandlingen af budgettet med et bredt forlig i lommen, som omfatter alle 19 byrådsmedlemmer. Stor talelyst Selvom byrådets partier og lister på papiret er enige, blev det ikke en vedtagelse uden debat. Faktisk følte 11 af de 19 byrådsmedlemmer sig kaldet til at give budgettet en kommentar med på vejen. - Man skulle nødig få det indtryk, at byrådet består af en flok kloninger med den samme mening. Det er ikke tilfældet, garanterede socialdemokraternes gruppeformand Martin Glerup. Tværtimod så er forliget et udtryk for, at kommunen står overfor så store økonomiske udfordringer i de nærmeste år, at enigheden om en skattestigning nærmest var en nødvendighed. - Det er historisk. Indtil nu har vi altid kunnet blive enige om at bruge pengene, aldrig om at indkræve de nødvendige skattekroner, konstaterede Martin Glerup. Borgmester Knud Kristensen konstaterede, at byrådet med forliget er landet på et budget, som giver kommunen råd til at opfylde løfterne omkring eksempelvis skoler og en ny hal ved Østermarkskolen. - Samtidig kan driftsindtægterne nu dække kommunes renter og afdrag. Det er flot, men også nødvendigt, fastslog han. Partifællen Henrik Degn var først og fremmest glad for, at det nye budget ikke snævert koncentrerer sig om 2004, men rækker videre ud i fremtiden. Men han er ked af, at det ikke lykkedes at holde skatten i ro. Derfor opfordrede han til at tjekke de kommunale kroner nøje. - Opgaven må være at se om ikke vi kan få mere ud af hver krone, fastslog han. Borgerlistens Bjarne Jensen understregede, at budgetforliget er udtryk for simpel nødvendighed. - Det havde set helt galt ud, hvis ikke vi var blevet enige, erkender han. Asger Andersen indrømmede, at andenbehandlingen kunne synes kedelig uden den sædvanlige række af ændringsforslag, men påpegede også, at det er i 11. time, at byrådet har fundet ud at tale sammen. Endnu sværere i 2005 - Det er godt, at Venstre vil lægge ryg til en skatteforhøjelse, for vi kommer til at lægge ryg til en sparerunde, der kommer til at gå langt videre, end vi har lyst til. I 2005, 2006 og 2007 er der udsigt til store underskud - som uden skattestigningen - ville være landet på omkring 20 millioner kroner årligt. Jan Dyregaard, Mogens Holm (S), og flere andre gav udtryk for, at årets budgetfase kom for sent i gang, og at det haster med at tage hul på 2005. - Vi begynder at se på vores tal torsdag, pointerede Henriette Qvist(V). - Knud Kristensen skal nok få lov at stå i spidsen for budgetforhandlingerne, men vær sikker på, at vi er nogle stykker, der vil holde ham i kort snor, garanterede Bjarne Jensen.