Uddannelse

Lang forlovelse skal gavne de nordjyske fiskere og forskere

Lille institut og stort universitet går sammen for at styrke forskningen

Forskningsprofessor Jesper Raakjær bliver leder af det nye center, AAU og IFM opretter. ARKIVFOTO: BENTE PODER

Forskningsprofessor Jesper Raakjær bliver leder af det nye center, AAU og IFM opretter. ARKIVFOTO: BENTE PODER

HIRTSHALS:Fiskeri og kystsamfund betyder meget for Nordjylland. Derfor skal forskning i forvaltning af havets ressourcer og udvikling af kystsamfundene fortsat ske i Nordjylland. Det er baggrunden for en langvarig forlovelse, der bliver proklameret i dag kl. 10 på Nordsøcentret i Hirtshals. Det sker, når Aalborg Universitet (AAU) og forskningsinstituttet IFM i Hirtshals i fællesskab opretter forskningscenteret Centre for Innovative Fisheries Management. Forlovelsen er aftalt til fem år med start fra 1. juli i år. Efter fire år skal samarbejdet vurderes for at afgøre, om det skal ende med ægteskab og fusion. Jesper Raakjær, forskningsprofessor ved IFM, ser frem til samarbejdet, der har været undervejs et lille halv års tid: - Jeg synes, at det er en rigtig god ide. Vi arbejder med beslægtede emner, og det er vigtigt hele tiden at skærpe kvaliteten. IFM har 10 ansatte, og inden for nichen samfundsvidenskabelig fiskeriforvaltning er det faktisk mange, selv på europæisk plan. Men i en tid, hvor universiteter og forskningsinstitutioner fusionerer, stiger de administrative krav også. Således vil EU’s kommende såkaldte syvende rammeprogram gøre det svært for små enheder at komme til - derfor bliver det en fordel for IFM at være en del af universitetet. Ser hinanden an Ved at begynde med en forlovelse i stedet for straks at fusionere får parterne lejlighed til at se hinanden ordentligt an, forklarer Jesper Raakjær: - Vi har været selvstændige siden starten 1. januar 1994, og vi har kæmpet hårdt. Derfor vil vi godt have tid til at finde ud af, hvad vi går ind til. I praksis vil samarbejdet betyde, at forskerne i Hirtshals får mulighed for også at arbejde i Aalborg. Modsat vil forskere fra universitet også kunne bruge arbejdsstationer i Hirtshals. Organisatorisk bliver det nye center en del af Sektionen for Teknik, Miljø og Samfund på Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på AAU. Her glæder sektionsleder, lektor Eskild Nielsen sig: - Samarbejdet vil styrke vores faglige netværk og give os mulighed for flere EU-projekter inden for området. Samtidig får vi mulighed for at tilbyde nye kurser og nye uddannelser. IFM har et enestående fagligt miljø og mange spændende projekter. En plus en lig to en halv På lidt længere sigt tror Eskild Nielsen på, at samarbejdet kan betyde øget forskning: - Ved at gøre IFM til en del af universitetet får vi mulighed for at tiltrække flere eksterne midler. Det skulle gerne ende med, at en plus en bliver to en halv. Også andre grene af AAU vil indgå i samarbejdet med IFM. Det gælder blandt andre institutterne for Kemi og for Erhvervsstudier, ligesom universitetet kan placere et af sine såkaldt matchpoint på Nordsøcentret. Det er lokale centre, der skal gøre det nemmere for erhvervslivet at gøre brug af kompetencerne på AAU. Med samarbejdet sikrer AAU og IFM, at fiskeriforskning fortsat er forankret i Nordjylland, hvor fiskeriet og kystsamfundene betyder meget, Mere end det halve af den samlede aktivitet inden for fiskeri og forarbejdning af fisk foregår i Region Nordjylland.