Sejlflod

Lang fortid binder kamphanerne sammen

SEJLFLOD:Tonen på generalforsamlingen i Sejlflod Gadelysforening mellem Hans Thomsen og Jørgen Jensen var langt fra venskabelig. Iformandens beretning fortalte Hans Thomsen, at foreningen havde vundet en retssag mod Jørgen Jensen. Sagen - som han kaldte "Sagen om Landkær" - drejede sig om, hvorvidt Jørgen Jensen skulle være med i gadelysforeningen eller ej. Om retssagen sagde Hans Thomsen til forsamlingen: - Hvor meget det har kostet Jørgen Jensen kan vi kun gisne om, men cirka 25.000 kroner vil være et rimeligt "skud". Det er det beløb, Jørgen Jensen skal betale, fordi han ville spare 1080 kroner. Nu prøver vi, om vi kan få igennem med bidrag fra tre målere, i alt 1620 kroner, sagde Hans Thomsen, mens Jørgen Jensen sad og skummede på tilhørerpladserne. - Det er rigtigt, at jeg er blevet dømt til at være med i foreningen, men det beløb, han nævner (25.000 kroner, red.), det passer simpelthen ikke, og hvorfor skal han nævne det. Det drejer sig om private forhold, som jeg ikke kan se nogen grund til skal være med i en formandsberetning. Jeg vil godt indrømme, at det gjorde mig arrig, og når man ikke opfører sig ordentligt, så vil jeg slås, siger Jørgen Jensen - Når Jørgen Jensen under "Eventuelt" kunne kalde mig et dumt svin, så vil jeg kategorisere ham som pædagogisk uopnåelig. Det kan kun være på grund af den retssag, at han gør som han gør, og i bagklogskabens forfærdelige blålys kunne vi have ringet til en advokat, der sagde, at det var i orden at fortsætte generalforsamlingen, siger Hans Thomsen. Man kan roligt sige, at der ikke er megen kærlighed tabt mellem de to hovedpersoner, og under NORDJYSKEs samtaler med dem, fortalte de uafhængig af hinanden om deres fælles fortid. Tilbage i slutningen af 1950'erne gik de på ungdomsskole sammen, og uden at fornærme nogen kan man roligt konstatere, at de heller ikke dengang kom godt ud af det med hinanden.