Naturvidenskab

Lang havesæson

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Efteråret er et godt tidspunkt at lave et højbed. Rammen kan du lave af sten eller som her af lærketræ, men i byggemarkeder kan du også købe en færdig ramme i jern, eller brædder af plast eller andet uforgængeligt materiale. Selve højbedet laver du ved at grave dybt og blande den opgravede jord med en tredjedel kompost, inden du igen putter den i hullet.

Gennemsnitstemperaturen i oktober ligger på omkring otte grader, der vil komme tre frostdage, og nedbør i en mængde af 66 mm. Solen holder længere pauser. Dagene bliver endnu kortere, og vi vil kun få 98 solskinstimer. Der er ikke meget i år, der er som det plejer. Sommeren vil tilsyneladende ikke rigtig slippe sit tag. Juli satte varmerekord, august regnrekord og mon ikke september bliver en af de varmeste, der længe er målt. Selv om vejret i oktober stadig er til havevejr, så skal haven snart pakkes ned, og der er meget, der både skal i jorden og op af jorden og meget, der blev slæbt ud, som nu skal ind i ly, for eksempel havemøblerne. Æblerne skal hentes ned fra træerne. Komposten skal lige vendes, rodfrugterne skal op og lægges på lager, fryses ned eller koges og syltes. Stauderne skal deles, græsset rives og forårsløgene skal i jorden. Krukkerne skal snart beskyttes mod frosten, og sarte blomsterknolde skal puttes i kasser med spagnum og sættes køligt. I drivhuset skal de sidste tomater plukkes og huset gøres rent. Haven trænger måske til noget nyt, måske nye frugttræer og nye frugtbuske. Lap græsset Hvis græsplæne er slidt, så kan du sagtens nå at lappe på den her i oktober. Græs gror ved temperaturer helt ned til seks grader, og når foråret kommer, er det nysåede græs for alvor klar til at skyde videre, og gør det som en raket. Luft plænen med en god plænerive, eller en vertikalskærer, stik huller i den med en greb så vandet kan løbe væk, fjern visne blade og rådne nedfaldne frugter, klip ikke for tæt, så er chancen for at undgå mos i plænen god, og læg grus blandet med spagnum i alle ujævnheder, for derefter at så græs. Blomsterknolde af de mere sarte, så som georginer, begonier og nogle liljearter, skal op inden frosten for alvor bider sig fast. Læg dem køligt i en kasse med spagnum. Stauderne kan deles og nye plantes ud. Lad de visne toppe stå. De beskytter mod frost. Netop efteråret er et godt tidspunkt at gå på staudejagt. For mange stauders vedkommende kan man nu se, hvor store de bliver, og hvordan de tager sig ud. Et staudebed er let at anlægge og dejligt at have, men det kan være vanskeligt at holde styr på den systematik, man måske forsøgte sig med. De store bagved, de små foran. De blå for sig og de hvide for sig. Jordens beskaffenhed kan godt ændre på tingene, så de der skulle have været høje blev små eller omvendt. Man må prøve sig lidt frem og efterhånden finde ud af, hvad der gror bedst i netop ens egen have. Staudebedet kan måske peppes op med løg. Sørg for at løgene plantes i en god drænet jord ellers får de meget let svamp og dør. Du kan blande sand i jorden, det hjælper. Det er en god ide at dække plantehullets overkant til med blade eller kompost, altså at lægge en lille dyne på. Især tulipaner vil holde af den ekstra beskyttelse. Dyne på køkkenhaven Når afgrøder er høstet, så dæk jorden sidst i oktober med en dyne af kompost. Et lag på 5 8 cm luner jorden og gavner jordens vigtige mikroliv. Til foråret rives den grove del af igen, hvorefter jorden kultiveres. Mens du lægger komposten ud, kan du passende tjekke om snegle har gemt sig i komposten. Ganske vist gør de nytte ved at medvirke til at omsætte rådne planter til kompost, men har du iberiske skovsnegle, så væk med dem. Frugt og grønt skal opbevares tørt og køligt. Husk at opbevare frugt for sig og øvrige grøntsager for sig. En jordkælder til opbevaring af havens afgrøder kan let laves af en stor brøndring, som graves ned. I bunden lægges et godt lag dræn af småsten og grus. Stil spande eller kasser ned, så de ikke får vand, hvis der skulle blive oversvømmelse og dæk brøndringen med et trælåg plus vintermåtter, når det bliver rigtig koldt. Husk også et lille rør til luft i toppen af låget. Synes du det er lidt besværligt, så kan du købe tykke isolerende flamingokasser til at opbevare dine grøntsager i. Frugt egner sig ikke til at lægge i tætte flamingotønder. De kræver en større luftudskiftning, ellers rådner de. Ny frugt til haven Tjek knækkede grene, der har båret for meget frugt. Klip de beskadige grene af, så de ikke spreder svampesygdomme. Pluk æblerne når de slipper stilken efter en kvart omdrejning. Pak dem gerne ind i silkepapir det holder på luftfugtigheden. Sidder der rådne æbler tilbage på træet, så pluk også dem og smid dem væk. Det kan være svampesygdomme som gul monilia, som smitter ellers raske æbler. Plant nye frugttræer i denne måned. Vælg sorter, hvor sprøjtning er unødvendig. Spørg på planteskolen, her er mange sorter at vælge imellem.. Husk nødder. De vokser hurtigt, tåler megen beskæring og giver frugter, når alt andet er høstet. Plant to forskellige sorter, så er du sikker på gevinst. Drivhuset De sidste tomater kan ikke nå at mode. Ud med planterne og ind i vindueskarmen med de grønne tomater. Giv herefter drivhuset en grundig gang vask med brun sæbe og gentag processen til foråret. Tøm plantekrukker med småbuske og dværgrododendron og plant planterne inde i drivhuset. Sæt dig i dit nyvaskede drivhus sammen med potterne og betragt havelivet udefra. Her kan du sidde og nyde de skønne efterårsfarver. Solsorten, der leder efter rådne æbler, pindsvinet, der leder efter den sidste bunke blade, den kan gemme sig i, og katten, der jagter de fugleunger, den endnu ikke har opdaget, for længst er fløjet fra reden.