Lang lyserød popvideo

FILM - sådan da! "Lizzie McGuire" Sød blondine møder nuttet, mørkhåret italiener og sød popmusik opstår i både deres hjerter og på selveste Colosseum i Rom. Mindre kan ikke gøre det i denne tv-serie bliver til en slags film om den søde og kække Lizzie McGuire (Hilary Duff), som skal på klassetur til Roma og oplever sit ungpigelivs første kærlighedseventyr. Glem alt om dogmefilm og realistisk skuespil. Det her er ligesom at være en flue druknet i flødeskummet på en gigantisk lyserød lagkage. Her er glasur og cocktailbær og marcipan og masser af det der gule slever kendt fra wienerbrødet "bagerens dårlige øje" Målgruppen må være en flok fnisende piger i aldergruppen fra otte til måske allerhøjst 12, og selv som tudsegammel tilskuer må du beundre amerikansk filmindustris evne til at målrette et produkt så præcist. Selve historien kunne stå på bagsiden af en tændstikæske. Amerikansk klumpedumpepige bliver ved et trylleslag forvandlet til selvsikker sangstjerne, da Paolo (Yani Gelmann) - berømt italiensk popsanger - kaster sine brune øjne på hende. Og overtaler hende til at være stand-in for Isabella - Lizzies dobbeltgænger. Men er Paolo nu også så sød og reel, som Lizzie tror? Mere må vi ikke afsløre, men når det første kvalmeanfald er overstået, begynder filmen faktisk at være ret underholdende. På plussiden tæller at skuespillet ind i mellem er så tv-serie-dårligt, at det ligefrem bliver morsomt. Der er også et par rimelige birolle-præstationer - den militante og skrappe turfører Miss Ungermeyer, den irriterende lillebrors pengegriske veninde og Sergei, Paolos østeuropæiske brød af en bodyguard. Tempoet bliver sat godt i vejret til sidst, og skønt det hele er lige så sandsynligt, som at vi alle vinder 15 millioner i Lotto på lørdag, lykkes det alligevel filmen at få afviklet sin historie, om hvad rigtig venskab og rigtig kærlighed er. Så den rigtige boyfriend kan bliver belønnet med - et kindkys! Filmen fungerer givet optimalt over for målgruppen, mens vi andre bare må ryste uforstående på hovedet over denne skildring af teenagelivet som en lang, ubekymret musikvideo. Minder om en babynumse - ubekymret glat, velpudret og lyserød. To stjerner - én for girlpower-slutningen og én, fordi vi her har noget hvinende sødt, som forældre trygt kan sende de fnisende førpubertetspiger ind at se. Bent Stenbakkenbent.stenbakken@nordjyske.dk "Lizzie McGuirre - Super Popstar". USA, 2003. Instruktør: Jim Fall. En time, 30 min. Till. for alle. Danmarkspremiere.