Lang næse til alle under 56

Mange vil få deres efterlønsudbetaling halveret med nye regler.

Mange vil få deres efterlønsudbetaling halveret med nye regler. Arkivfoto: Scanpix

Mange vil få deres efterlønsudbetaling halveret med nye regler. Arkivfoto: Scanpix

En stor del af de 1,1 million danskere, der indbetaler til efterlønsordningen, får sig nogle gevaldigt lange næser. Det vurderer regionsdirektør Stig Christensen fra Danica Pension i Aalborg på baggrund af beregninger, som pensionsinstituttet har foretaget. Helle Juul Lynge, formue- og pensionschef i Nørresundby Bank, er enig: - Efterlønnen er blevet meget stærkt forringet for dem, der er 55 år og derunder. Det gælder både tidspunktet for, hvornår de kan gå, og hvor meget der bliver modregnet i deres udbetalinger. Ingen tredje alder Stig Christensen fastslår, at den nye tilbagetrækningsreform ganske simpelt betyder, at mange af ordningens medlemmer ikke kan få den tredje alder, de har ønsket sig - medmindre de sparer op til seniortilværelsen på egen hånd. - For ganske mange danskere er der udsigt til, at udbetalingen fra efterlønnen bliver så kraftigt reduceret, at de langtfra vil kunne leve af efterlønnen alene, konstaterer Stig Christensen. Rammer alle under 55 Tidligere var reglerne sådan, at hvis man ventede to år med at gå på efterløn, kunne man i tre år få 204.900 kroner i efterløn før skat om året, uanset hvor meget man havde sparet op til pension. - De nye regler rammer imidlertid dem, der i dag er 55 år eller yngre, ved, at deres pensionsordninger bliver modregnet kraftigt i efterlønnen. - For dem gælder det, at hvis de ved efterlønsalderen har sparet eksempelvis 2,5 millioner kroner op i pension, og det gælder mange, kan de kun få 104.900 kroner i efterløn om året før skat i tre år. De kan altså i kraft af den nye tilbagetrækningsaftale se frem til en halvering af deres efterløn, påpeger Stig Christensen. Derfor mener han, at mange i dag står over for det ubehagelige spørgsmål: Har jeg overhovedet råd til at gå på efterløn?