Musik

Lang rejse mod Holiday

Kira Skov har skiftet rocken fra tiden med "The Kindred Spirits" ud med følsomme Billie Holiday-fortolkninger.

7
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Faktisk er jeg ikke ret vild med vokaljazz. Men Holiday synger ind til benet.

Kira med efternavnet Skov, 35 år, vil være kendt som den barfodede sangerinde i rockbandet The Kindred Spirits, og hun vinker og siger hej henne for enden af det aflange lokale. Der er meget, meget stille på The Wharf, Aalborgs kendte øltempel med speciale ud i britisk cask ale. Faktisk er der kun bartenderen og Kira, da jeg kigger indenfor en meget mørk novembereftermiddag til et aftalt interview Spinkel, sorthåret, i grå jakke står hun der. Og er i byen for at besøge sin mor, der bor her og tja - så kunne vi lige så godt lave et interview om hendes nye jazzplade. Vi får sat os, jakken kommer af, kaffe bestilt, "men det er næsten en skam ikke at drikke en øl bagefter, der ser spændende ud med de der tønder", og så sidder hun der, i mørk kjole, sort hår og glimtende sorte øreringe, der matcher. - Jeg havde været syg et års tid, fået 10 gange kemoterapi, efter at jeg pludselig fik konstateret kræft i 2009, og så stod jeg pludselig efter at være erklæret rask - et år efter at det først var aftalt - i sommeren 2010 og sang jazz til Copenhagen Jazzfestival med saxofonisten Jakob Dinesen og de andre jazzdrenge. - Det - sygdommen - havde gjort et eller andet ved mig som sanger. På en måde var det godt, at der var gået det år. Det var lidt som en genfødsel, jeg blev båret af det band, det var en lethed i det hele. Altså pianisten Heine Hansen ... Der blev spillet så lavt, at du kunne hviske, og når jeg brølede igennem, som jeg ofte gjorde i bandet Kindred Spirits, fordi du er oppe mod en mur af lyd, så var der her en helt anden energi i det. Jeg lærte dynamikken i at holde igen og økonomisere med mit udtryk. De sorte øjne over for mig stråler. Og med god grund. For rundt om i dagspressen har Kira og hendes nye jazzplade med Billie Holiday-fortolkninger "Memories of Days Gone By" næsten kun høstet fem-stjernede anmeldelser Født i Rødovre fyldte musik meget, allerede inden Kira selv begyndte at spille og synge. Især klassisk musik, som hun ofte hørte hos moster og hendes mand, når de var barnepige. Hun begyndte selv at spille blokfløjte og fik på den måde lært lidt node og begyndte snart også med guitar. 12 år gammel står hun på scenen med sit skoleband da spillestedet Viften i Rødovre bliver indviet og synger numre som "School's Out", "Masser af succes" og Lennons "Imagine". Og hun har fået lidt en åbenbaring efter at have været til Prince-koncert. - Den koncert vækkede noget. Og i sommeren 1989 forandrede alt sig radikalt, da jeg blev 13. Musikken fyldte alt, jeg blev farvet rødhåret, malede mig sort om øjnene og opdagede både Led Zeppelin og Billie Holiday. Sammen med veninden Marie Fisker lavede hun en lille pigegruppe, der spillede og sang á capella på Strøget i København og på den måde tjente penge til at gå i byen. - Det at synge flerstemmigt, hvor stemmerne finder hinanden, du harmonerer med andre og snakker sammen ... Det er også en del af min musikalske bagage. Den videre musikalske rejse bliver præget af Eve, en 15 år ældre sort musiker, som Kira 17 år gammel indleder et forhold til og som "ligner et rock'n'roll eventyr og spiller som en moderne Jimi Hendrix". De boede, levede og spillede sammen i hans band "Butterfly Species" i USA og London i fem år. Et ind i mellem voldeligt forhold á la Ike og Tina Turner, "hvor jeg var Tina, og hvor han som Ike pacede mig frem". - Egentlig var det en usund relation, men jeg lærte rigtig meget af det musikalske. Alle i hans familie sang, og der var blues og gospel, og Aretha Franklin, Otis Redding og Ray Charles. Men Kira undslap den usunde relation, flyttede til London alene, hvor hun 22 år gammel begyndte at skrive sange og lægge grundstensfundamentet til sin egen musik. Tilfældigt møder hun sangerinden Pernille Rosendaal fra det daværende Swan Lee, der tipper hende om, at hun kan søge et arbejdslegat hos Statens Kunstfond. - Jeg havde en cd, som aldrig var udkommet, nogle demoer med egne sange, men legatet kickstartede mig. Jeg tog hjem og flyttede en måned alene op i mormors gamle sommerhus i Nordsjælland med en guitar og skrev sange til det, der blev den første plade. med Kindred Spirits. Kindred Spirits første "Happiness Saves Lives" fik en del medieopmærksom, bookingbureauerne kom ind over, og det blev til turne, og "pludselig boede jeg her". - Alle de år også med Kindred har været med til at forme mig og mit udtryk. Jeg hørte Billie Holiday allerede som 13-årig og ja - Miles Davis. Jeg har aldrig tænkt i genrer. Det var bare god musik, jeg gik efter. Led Zeppelin, jazz, soul og gospel, noget der havde et personligt udtryk. - Faktisk har jeg aldrig været ret vild med vokaljazz. Det bliver ofte en gymnastisk opvisning i tekniske færdigheder,mens Holiday synger ind til benet, det er så følt og enkelt. Faktisk blev Kira Skov allerede for fem år siden opfordret til at indspille en jazzplade af danske Stunt,men hendes daværende pladeselskab var ikke vilde med tanken og følte vel nærmest at det ødelagde billedet af Kira som rockstjerne. Saxofonisten Jakob Dinesen har lavet pladens arrangementer til "de sange, som jeg altid har sunget og som jeg nu kunne tillægge noget af min egen historie. Pladen er indspillet på tre dage live i studiet og foruden Holidays sange, er der også blevet plads til Nina Simone-signatursangen "Four Women" om de fire forskellige former for undertrykkelse kvinder kan opleve. - Den er placeret sådan næsten midt i sangrækkefølgen - en god placering, fordi den giver balance i forhold til Holiday. Hendes sange handler jo om det at hengive så meget til kærligheden, at du har mistet dig selv som kvinde. Underkastet dig kærligheden. Pause. - Det er med at finde en balance og ikke miste sig selv, når man forelsker sig. Det er jeg selv blevet bedre til. Kira skal på turne med sin Holiday i februar næste år, men åbner mandag 28. oktober en længere turne med sin mand, bassisten Nicolai Munch-Hansens sekstet på Musikstationen i Skørping. - Det bliver mig og TV2's Steffen Brandt, og det bliver en blanding af Steffens sange og mine og Nicolais kompositioner og Steffen, og jeg skal synge sammen og hver for sig. Vi spiller faktisk hver dag i en 14 dages periode og ender i studie 2 i DR-byens koncerthus, fordi Copenhagen Jazzhouse endnu ikke er klar ovenpå sommerens vandskade. Er din jazzplade et endeligt farvel til rocken? Det ene udelukker ikke det andet. Lige for tiden arbejde jeg sammen med Sort Sol-guitaristen Peter Peter på albummet "Persona". det er sådan abstrakt cinematisk, men jeg vil gerne lave en plade mere med jazz, gerne mine egne sange, jeg har jo tre med på "Memories"-skiven, og de er meget skrevet i traditionen i fra 30'erne og 40'erne. Der var faktisk en anmelder, som roste mit nummer "Flower of The Evening" som en rigtig god fortolkning. Og så griner den sortøjede glad. Fotografen er ankommet, vi får taget billeder indenfor og udenfor og bagefter er der øl, cask ale og trappistøllet Westmalle Dubbel til Kira. - Hvad er det, du har valgt? Den er god, det er jo et helt måltid og velfortjent ovenpå en lang sangsnak.