Lang rejse mod pladedebut

Fra politisk garagerock over tv-showet Allstars til voksent og følsomt album

Christoffer Mariegaard på scenen med sin egen musik, som netop er udkommet på albummet "Heartshine". Privatfoto

Christoffer Mariegaard på scenen med sin egen musik, som netop er udkommet på albummet "Heartshine". Privatfoto

Galleri - Tryk og se alle billederne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Umiddelbart er der langt fra undergrunden af Aalborgs musikmiljø til en optræden i et talentshow på tv. Men den tur har 32-årige Christoffer Mariegaard taget. Ikke for at blive berømt, men fordi Niarn dengang i 2010 ringede og spurgte, om han ikke ville synge for på hans Allstars-kor. De kendte hinanden fra gamle dage, og Christoffer sagde ja. Aalborg-koret gik hele vejen til finalen, hvor de blev slået af Julie Berthelsens grønlandske kor. Og det var så det. Christoffer Mariegaard vendte hjem til Aalborg for at genoptage arbejdet som pædagog og færdiggøre det pladeprojekt, han allerede var gået i gang med før Allstars-projektet. På gaden Og nu er pladen så på gaden. 10 rocknumre samlet under albumtitlen "Heartshine", indspillet lag på lag i Pleasurehouse-studiet på Nr. Tranders Vej i Aalborg med studiemusikere som Ronni Strøm fra Frederikshavn, der bl.a. har optrådt med Johnny Madsen og havde en kort karriere i årets X Factor, samt Gæst Vincent, keyboard-troldmand og producer for bl.a. Allan Olsen. Musikkarrieren begyndte otte år tidligere, da Christoffer Mariegaard blev koblet op med tre andre lokale musikere i forbindelse med en bandkonkurrence på Fedtebrød. De vandt konkurrencen og spillede de følgende tre-fire år under navnet Den Røde Løber dansksproget politisk garagerock rundt omkring på de lokale spillesteder. Blev i skuffen - Allerede dengang skrev jeg sideløbende mine egne sange. De var på engelsk, som passer mig bedre at synge, men de blev liggende i skuffen, indtil jeg en dag i januar 2010 besluttede, at nu skulle det være, siger Christoffer Mariegaard. Sammen med Morten Grandahl, trommeslager i Den Røde Løber, gik han i gang med at forberede pladen, som fra starten var tænkt som et helt andet projekt end Den Røde Løber. Voksen og følsom - Jeg ville gerne være lidt mere voksen og følsom, griner Christoffer, der undervejs - og ikke mindst efter Allstars-deltagelsen fandt ud af, at der skulle noget mere topstyring til for at lave en plade end den kollektive ånd, der havde præget Den Røde Løber. - Under Allstars blev jeg dybt fascineret af bandet, som dag efter dag knoklede løs for at lære nye sange. Det lærte mig, at man er nødt til at være dybt seriøs og professionel, når man går i studiet. Ærligt udtryk I januar 2011 var sangene klar, og indspilningerne i studiet kunne gå i gang. - Sammen med Ronni Strøm, der havde erfaring med at lave plader og kunne få struktur på projektet, fik jeg samlet et hold af musikere fra det lokale rock- og bluesmiljø, og så gik vi i gang. Sangene er skrevet over en periode på 15 år, fra Christoffer Mariegaard som stor teenager turede rundt i barndomsbyen Hjørring til i dag, hvor han som nævnt er blevet voksen og følsom. Der er stadig spor af garagerock men også mere storladne og melodiøse kompositioner og - som rosinen i pølseenden - et nærmest elektronisk nummer, som Gæst Vincent har fået lov at arrangere. - Jeg er gået efter et hudløst ærligt udtryk, og jeg er supertilfreds med resultatet, siger Christoffer Mariegaard, som nu arbejder på at komme ud at spille sine sange live. Det sker med drengene fra Den Røde Løber, Morten Grandahl på trommer, Olafur Snurrason på bas og Jacob Møller på guitar.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.