Lang sagsbehandling

Socialforhold 22. september 2002 08:00

UVISHED: Jeg har gået på sygedagpenge siden 1. februar 2001. 1. maj i år var jeg til undersøgelse hos en speciallæge i Aalborg. Han skrev, at jeg skulle i arbejdsprøvning et sted, hvor jeg kan blive i et flexjob, og hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal jeg have pension. Da min daværende sagsbehandler så denne udtalelse, sagde hun, at man aldrig kan love, at jeg får lov at blive det sted, hvor jeg kommer i arbejdsprøvning, fordi det altid er arbejdsgiveren, der bestemmer. Min sagsbehandler sagde derfor, at jeg skal have min pension, og hun sagde også, at det var helt sikkert, at jeg kunne få den. Dette fik jeg at vide 21. maj. Jeg har så gået og ventet på, at det skulle gå i orden. Jeg har med jævne mellemrum ringet til pensionsafdelingen, og hver gang fik jeg at vide, at sagen ikke var gået over til dem. Torsdag 29. august ringede jeg igen til kommunen og fik da at vide, at min sag er i pensionsafdelingen. Denne besked beroliger mig meget, for jeg tror, at så er der snart en afgørelse, men da jeg ringer til kommunen 9. september fik jeg at vide, at der nu er tale om, at jeg skal i arbejdsprøvning, og at de ikke kan garantere, at jeg får lov til at blive der, hvor jeg kommer i arbejdsprøvning. Det har taget meget hårdt på mig, og jeg risikerer nu at ryge helt ned i kulkælderen, og hvis det sker, er jeg slet ikke i stand til at kommer i arbejdsprøvning. Hele august har jeg haft det meget dårligt på grund af, at der ikke skete noget i min sag. Det værste, man kan udsætte et menneske for, er at gå i uvished. Det tærer utrolig meget på en psykisk. I mit tilfælde har kommunen bestemt ikke haft travlt med at få afsluttet sagen. Jeg mener stadig, at det allerbedste for mig er at få pension. De kære sagsbehandlere mener åbenbart, at det er deres job at gøre mig mere syg. Jeg har ellers hele tiden troet, at de skulle hjælpe mig på en måde, der er bedst for mig. Er det mig, der er helt forkert orienteret?

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...