Lang vej endnu

Jeg er netop blevet medlem af Europa-Parlamentets delegation til Tyrkiet. Det er jeg utrolig glad for

Historie 22. september 2009 06:00

TYRKIET/EU: Jeg er netop blevet medlem af Europa-Parlamentets delegation til Tyrkiet. Det er jeg utrolig glad for, idet jeg har et helt særligt forhold til Tyrkiet. Tyrkiet er mit foretrukne ferieland, og jeg har gennem de seneste 15 år tilbragt utallige somre i Tyrkiet. Sammenlagt har jeg boet mere end et halvt år i Tyrkiet. Jeg har været i Istanbul, Højlandet og på stort set hele vestkysten oppe fra Istanbul og til Alanya. Derfor kender jeg tyrkerne som meget venlige og Tyrkiet som et smukt land med en spændende historie. Menneskehedens vugge kunne man sige, idet nogle af de tidligste byer i historien blev grundlagt her. I mit arbejde som europaparlamentariker bliver jeg ofte spurgt, hvorvidt jeg mener, at Tyrkiet skal optages i EU. Mit svar har altid været: "Ja, når Tyrkiet opfylder kriterierne for optagelse". På EU-topmødet i København i 1993 blev der fastsat en række kriterier, som ansøgerlande til EU skal opfylde. Kriterierne kaldes "Københavner-kriterierne", og de indeholder blandt andet normer for demokrati, retssikkerhed og menneskerettigheder, samt at ansøgerlandet har en velfungerende markedsøkonomi. På nuværende tidspunkt lever Tyrkiet ikke op til Københavner-kriterierne, og de mangler fortsat meget. Men ændrer det sig i fremtiden, synes jeg, at vi skal byde Tyrkiet velkommen i EU. Tyrkiet har udviklet sig meget gennem de seneste 15 år. I starten var det æselkærrer de lokale bønder gik med langs vejene, de er nu erstattet af traktorer. Tyrkiet er EU's 7. største handelsparter. Deres demokrati og respekt for basale menneskerettigheder udvikler sig for langsomt, og det er her, hvor Tyrkiet i fremtiden skal gøre en kæmpe indsats. Men er det så det, der er det egentlige problem efter manges opfattelse? Og hvis jeg selv må svare på spørgsmålet, bliver det desværre et nej. Når der er så meget modstand fra mange sider, i forhold til, at Tyrkiet skal optages i EU, tror jeg, det handler om andre ting, end hvad Københavner-kriterierne omfatter. Jeg tror, det handler om, at rigtig mange mennesker er bange for, hvad der for dem er fremmed. Mange har modvilje over for en eventuel tyrkisk optagelse, fordi tyrkerne i stort omfang er muslimer. Her er det vigtigt at have for øje, at landsfaderen Atatürk allerede i 1923 proklamerede republikken Tyrkiet og igangsatte et meget omfattende reform- og europæiseringsarbejde, der afskaffede islam som statsreligion og indførte det latinske alfabet i stedet for det arabiske. Kvinderne fik valgret, og det blev påbudt, at alle borgere skulle tage et efternavn. Historisk er EU et økonomisk samarbejde og et fredsprojekt. EU opstod efter Anden Verdenskrig, og en stor del af årsagen til, at de oprindelige lande gik sammen i, hvad der dengang kaldtes Kål- og Stålunionen, var fordi, at de mente, at var man forbundet økonomisk, var risikoen for krig mindre. Det har vist sig at holde stik. EUs lande har ikke været i krig, i mens vi har haft det europæiske samarbejde. EU har siden 2004 optaget 12 nye lande. En del af dem var fra den gamle Østblok og lande, der tidligere havde været en del af Sovjetunionen. Vi optog dem i EU blandt andet fordi vi tror på, at et EU medlemskab er med til at skabe fred, udvikling og stabilitet. Når Tyrkiet en dag lever op til Københavner-kriterierne, håber jeg, at vi kan optage landet i EU. På den måde kan vi også begynde at bygge bro til den muslimske verden. EU delegationen til Tyrkiet afholder her i efteråret sit 62. møde i Ankara med politikere m.fl. i Tyrkiet. Der afholdes to møder om året, og disse møder startede helt tilbage i 60"erne, hvor Tyrkiet og EU har drøftet samarbejdet og optagelsesbetingelserne. I mine øjne er vi for øjeblikket ved at skabe to nye blokke i verden. Den kristne og den muslimske. Det skal vi for alt i verden undgå. Vi har brug for samarbejde, at tale sammen, accept og forståelse for hinanden, ellers risikerer vi på sigt en verden med mere uro og konflikt, end hvad vi allerede har. Vi lever i en stor og mangfoldig verden, og der skal være plads til alle. Fred og samarbejde er hvad jeg ønsker for fremtidens verden. Vi skal ikke isolere os, vi skal bygge broer i stedet for mure. Ole Christensen (f. 1955). Medlem (S) af Europa-Parlamentet siden 2004. Borgmester i Brovst Kommune i 1998-2002. Bor i Brovst.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...