Fodboldlandsholdet

Lang vej til finale

ALMATY:- Det er lige så langt væk som Miami. AaB's landsholdsspiller Rasmus Würtz har læst en smule på lektien om, hvor landsholdets kommende og sidste kamp i denne VM-kvalifikation, skal spilles, nærmere bestemt Almaty i Kasakhstan. Morten Olsens udvalgte, som den unge AaB'er skal gøre selskab frem til på torsdag i stedet for karantæneramte Thomas Gravesens, ankom tidligt søndag morgen efter en flyrejse på otte timer og næsten 5000 kilometer i Almatys Internationale Lufthavn med drømmen om en plads ved VM-slutrunden i Tyskland næste sommer i bagagen. Al frygt for en ligegyldig forestilling mod Kasakhstan, hvor ingen af holdene har andet end æren at spille for blev afblæst i Parken lørdag aften med 1-0 sejren over Grækenland. Tæt på Kina Og det er ikke helt uvæsentligt, når man har taget turen til Kasakhstan og befinder sig et sted, der ikke ligefrem virker som det foretrukne sted at skulle bruge fire dage som fodboldturist. Almaty der kun ligger omkring 100 kilometer fra grænsen til Kina og har 1,2 millioner indbyggere, ligner mest af alt noget, der trænger til en grundig omgang byfornyelse. - Vi jokede i omklædningsrummet om, hvordan turen til Kasakhstan ville blive, hvis vi ikke havde vundet over Grækenland. Det havde jo været ikke været særlig sjovt at skulle rejse så langt for at spille en kamp, der på papiret ikke gjaldt noget som helst, lyder det fra målmand Thomas Sørensen. Nu står der så i de papirer som landstræner Morten Olsen har medbragt, at der skal en hentes yderligere en dansk sejr i Kasakhstan. Verdens syvendestørste land, som i fodboldmæssig sammenhæng hører til blandt lilleputterne, havde indtil lørdag aftens 0-0 kamp mod Georgien aldrig før havde hentet et eneste point i VM eller EM-kvalifikationssammenhæng. Og der er ingen udsigt til, at der skal komme mere på den konto i denne omgang mod et dansk landshold, der har ramt storformen og sprudler af selvtillid og spillemæssigt overskud. Problemet er, som de fleste nok er klar over, at dansk sejr mod Kasakhstan ikke gør det alene. Albanien skal på hjemmebane give en hjælpende hånd og snuppe point fra Tyrkiet. Hjælpende hånd At det ikke er så usandsynligt, som det virkede for bare to dage siden, sendte albanerne en klar hilsen om lørdag aften ved at spille 2-2 på udebane mod gruppevinderen Ukraine. - Albanerne er et stolt folk. De vil ikke tabe på hjemmebane, så lad os håbe de kan give os den nødvendige hjælpende hånd, lød det fra landstræner Morten Olsen på pressemødet efter kampen mod Grækenland. Målmand Thomas Sørensen har dog ikke lyst til at lægge alt for meget i, at albanerne viste tænder i Ukraine. - For min skyld måtte de gerne have tabt 0-5. Det der gælder er kampen på onsdag. Det er den, der er afgørende for, hvem som snupper den sidste play off-plads. Det ved albanerne og lad os håbe, de lever op til det ansvar, siger Thomas Sørensen. Hvad albanerne nok ikke ved, eller i hvert fald ikke tænker over er, at de med uafgjort eller en sejr også kan få den lange vej hjem fra Kasakhstan til at føles noget kortere for Thomas Sørensen og kompagni.